26. maj 2013

Landsdækkende demonstrationer mod moskéer blev komplet fiasko

Tre ud af fire racistiske demonstrationer i denne weekend blev aflyst. Ved den fjerde dukkede arrangøren ikke op, og trods næsten 700 tilmeldte på Facebook samlede manifestationen kun 37 deltagere.

Facebookgruppen "Nej til moskeer i Danmark" havde sin første fiasko lørdag i Odense. Her aflyste de deres demonstration. Til gengæld samledes en lille gruppe lokale antifascister på Banegårdspladsen, for at kunne reagere, hvis der viste sig en samling racister. Det gjorde der dog ikke.

Senere lørdag kom så de næste to nederlag. Arrangørerne aflyste - uden årsag - facebookeventsne for demonstrationerne i Århus og Aalborg. Det betød, at København var den eneste by, der skulle have besøg af racisterne.

Men også den demonstration blev en blandet oplevelse for racisterne. På trods af næsten 150.000 fans af Facebookpagen og næsten 700 tilmeldte på Facebookeventen dukkede kun 37 personer op på Rådhuspladsen klokken 10. Administratoren af Facebooksiden, samme person som stod bag politianmeldelsen af demonstrationen, dukkede ikke op.

Deltagerne var stort set kun kendte personer fra voldsberedte fascistiske grupper. Der deltog personer fra det tidligere Dansk Front og Blood & Honour, DNSB, Danskernes Parti og RightWings. Ved mindst to lejligheder heilede deltagerne i demonstrationen - selvom ordlyden i demonstrationsindkaldelsen lød: "Denne gruppe tolerere ikke racistiske, hadefulde eller truende udtalelser. Symboler og hyldning af ekstreme grupperinger og ideologier er også udelukket."

Politiet ryddede antifascistisk protest

En time før racisternes demonstration samledes en gruppe antifascister på Rådhuspladsen. De nåede dog ikke at stå der mere end 15-20 minutter før en stor politistyrke pressede hele demonstrationen ud af pladsen og ned af Vester Voldgade. Her gik den til Dantes Plads, hvor Jonathan Simmel fra Enhedslisten talte. Derefter gik den til Højbro Plads, hvor Antiracistisk Ungdoms manifestation lidt senere begyndte. Ikke så længe efter blev manifestationen endnu større, da Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF også sluttede sig til.

Angreb på fotografer

De fremmødte nazister fra især Danmarks Nationale Front var meget aggressive. To fotografer blev overhældt med yoghurt, forbipasserende blev truet og Projekt Antifas fotograf Rasmus Preston blev forsøgt overfaldet. Han fortæller selv:

"Den første episode fandt sted, da en gruppe folk fra Danmarks Nationale Front ankom til Rådhuspladsen. Jeg blev hurtigt genkendt og udpeget som "det røde svin" og nævnt ved navn, hvorefter de trak frem mod mig, råbte af mig og tydeligvis gerne ville have fat i mig. De sagde blandt andet "kom her din hund", men da pladsen var fyldt med politi kom jeg væk fra dem. Senere forsøgte de at angribe mig ved Jernbanecaféen bag Hovedbanegården, hvor de sad efter demonstrationen. Her var der blandt andet trusler om at "massakrere mit ansigt", inden fire personer satte over gaden for at få fat i mig. Igen nåede jeg væk, denne gang ved at løbe igennem Hovedbanegården."

For Rasmus Preston er dog vigtigt at bruge episoden som en reminder om, at nazismen stadig udgør en trussel i dag.

"Det er selvfølgelig vildt ubehageligt at blive forsøgt overfaldet, men det er en risiko, når nazister går på gaden. I København er der meget langt imellem den slags episoder, men det er deprimerende at tænke på, at det er hverdagskost for kammerater i fx Århus og vores nabolande. Der er ikke andet at gøre end at konstatere, at antifascisme er og bliver en nødvendighed," siger han.