15. august 2009

Kirkerydning får racistiske bloggere på gaden

Rydningen af Brorsons Kirke har medført massiv aktivitet fra asyl-aktivister, noget der har fået flere af landets mest aktive højrefløjsbloggere på gaden.

Foto: Steen Raaschou (Snaphanen) ved en tidligere lejlighed.

Da 25.000 københavnere torsdag gik i på gaden i protest mod politiets rydning af Brorsons Kirke natten til torsdag, gik demonstrationen ad Nørrebrogade og derefter Frederiksborggade.

Her fotograferede racisten Steen Raaschou ud af vinduet i sikkerhed i førstesalslejligheden på Frederiksborggade, og forevigede deltagerne i den massive antiracistiske demonstration. Steen Raaschou driver til dagligt bloggen ’Snaphanen’, hvor han skriver om hvor forfærdeligt det multi-kulturelle samfund generelt, og muslimer i særdeleshed, er. Også antiracister, venstrefløj og humanister får ofte hans rabiate meninger med på vejen.

Det er ikke første gang at Steen Raaschou vil fotografere asyl-aktivister. Sidste gang, den 2. juli, gik det dog hverken værre eller bedre end, at Steen Raaschou sammen med Kim Møller (der driver bloggen ’Uriasposten’) blev bedt om at forlade Nørrebro i en vis fart, hvilket de to racister hastigt efterkom.

Netop Kim Møller var på gaden med sit kamera i Århus torsdag, hvor han fotograferede de fremmødte ved manifestationen for de anholdte irakere.

Både Steen Raaschou og Kim Møller er en del af det betændte racistiske blogmiljø, og færdes i øvrigt ofte blandt højreekstremister fra Den Danske Forening og omegn.