4. oktober 2012

Kampen om Cable Street

Luften var tyk af sten, potteplanter og flasker, mens 10.000 betjente forsøgte at rydde gaden. I dag er det 76 år siden, at omkring 250.000 antifascister blokerede London bydelen East End.

Oswald Mosley marcherer her foran sine tilhængere.

I mellemkrigstiden voksede fascismen også frem i England. Oswald Mosley stiftede i 1932 partiet BUF (British Union of Fascists) efter inspiration fra Italien. Partiet dannede et paramilitært korps uniformeret i sorte skjorter, som en direkte kopi af Mossulinis partitropper i Partito Nazionale Fascista. De blev kendt i England som The Blackshirts. Deres politik var centreret omkring antikommunisme, antisemitisme og nationalisme. De var stærke fortalere for isolationisme, hvilket blev tydeligt frem mod 2. verdenskrig, hvor de førte kampagnen Mind Britain’s Business. Kampagnen talte for at England skulle holde sig ude af internationale anliggender og konflikter.

William Joyce, der havde fortid i organisationen British Fascisti, tilsluttede sig BUF i 1933. W. Joyce trak et dybt had til jøder med over i BUF. Allerede i 1934, hvor partiet havde op mod 40.000 medlemmer, var Mosley tydeligt inspireret af antisemitismen. Der blev arrangeret marcher gennem jødiske kvarterer, og det kom tit til sammenstød. Forbindelsen til antisemitismen var også mere end bare politisk, Mosley var personlig ven af Adolf Hitler og plejede nære kontakter til centrale personer i det tyske NSDAP.

Mosley udtalte at “det var de britiske fascisters intention en gang for alle at udfordre og bryde den jødiske magt i England”

4. oktober 1936 havde Mosley planlagt at hans fascistiske tilhængere skulle marchere gennem London bydelen East End. Bydelen husede en den største del af den jødiske befolkning i London, og var et klassisk fattigt arbejderkvarter. Kommunistiske partier og anarkistiske organiseringer, samt traditionelle fagforeninger stod stærkt her, men samtidig var det også et centrum for mange af BUFs tilhængere. Det skete tit at Blackshirts i ly af natten overfaldt jøder og vandaliserede deres butikker.

Så da Mosley planer om en march blev offentliggjort, rejste der sig en kæmpe modstand. 100.000 mennesker skrev under på en erklæring fra Jewish People’s Council against Fascism and Anti-Semitism, som krævede at marchen blev forbudt.

Det lykkedes ikke og Mosley samlede op mod 7000 BUF tilhængere på dagen, men de kom ikke langt. Omkring 250.000 antifascistiske demonstranter blokerede bydelen, og havde ikke i sinde at lade fascisterne passere. Deres parole var They Shall Not Pass, inspireret af modstanden mod General Franco i den spanske borgerkrig.

Antifascisterne havde ikke ladet sig skræmme, og de havde planlagt deres blokader grundigt. Hoveddelen af konfrontationerne den dag, var mellem politi og antifascister. Den planlagte marchrute gennem Leman Street kunne ikke gennemføres. Det var ikke kun demonstranter der blokerede vejen, også sporvogne var kørt frem flere steder af chauffører som sympatiserede med antifascisterne.

Derfor besluttede politiet at forsøge en omlægning af ruten til Cable Street. Også her havde antifascisterne forberedt sig, en lastbil som var der til formålet, blev væltet på gaden og omdannet til en barrikade. Politiet var til stede med 10.000 betjente, heraf 4000 til hest, men formåede ikke at bryde igennem Cable Street. Folk kastede rådne grøntsager og potteplanter ud af vinduerne, folk i gaderne brød sten op og kastede glaskugler ud under politihestene. Folk på barrikaden forsvarede sig mod politiet med bordben og andre improviserede våben.

Da politiet ikke var i stand til at bryde igennem, accepterede Mosley nederlaget og opløste sin forsamling af sortklædte fascister. Antifascisterne havde vundet en massiv sejr og fejrede deres succesfulde modstand natten igennem. Begivenhederne den dag blev kendt som Battle of Cable Street og har været en milepæl for engelske antifascister lige siden.