3. januar 2010

Kampagne kickstartet i Århus

Antifascister i Århus har netop lanceret kampagnen ’Good Night White Pride’. Indledningsvis handler det om at mobilisere til kampagnens første større arrangement, en demonstration i februar.

Antifascister mobiliserer til demonstration i Århus i februar.

Kampagnen, der er blevet til i samarbejde mellem en lang række århusianske antifascister, er den første kampagne rettet direkte mod at få smidt White Pride ud af byen. Det første offentlige arrangement er en demonstration lørdag den 6. februar klokken 14.00 fra Rådhuspladsen i Århus.

- Vi håber at se rigtigt mange unge århusianere stå sammen den sjette februar, så vi kan få sat en stopper for White Prides hærgen, siger Felix, der er aktivist i Good Night White Pride-kampagnen.

Allerede nytårsaftens dag var antifascisterne fra ’Good Night White Pride’-kampagnen ude og sætte plakater op på plakatsøjler i Århus midtby, og lørdag var det så Aarhus Tekniske Skole, Århus Akademi og Marselisborg Gymnasium der fik besøg. Mere end 150 plakater er blevet hængt op allerede, og mobiliseringen fortsætter hele januar.

Projekt Antifa følger naturligvis Good Night White Pride-kampagnen tæt. Allerede i løbet af næste uge bringer vi et længere interview med aktivisterne bag kampagnen, om blandt andet situationen i Århus, om demonstrationen i februar og om aktivisternes fremtidsplaner.

- Besøg kampagnens hjemmeside