1 september 2010

Interview: ’Nye nazisympatisører skal forhindres i at komme frem’

På lørdag afholder DNSB koncert i sin førerbunker i Greve. I den anledning har Antifascistisk Aktion (AFA) indkaldt til blokade af Hundige Station. Projekt Antifa har taget en snak med AFA om lørdagens aktiviteter.

Hvad er det strategiske mål på lørdag?

At vi får lagt en jernring om Hundige Station, så alle de unge første- og andengangsbesøgende nazister ikke kan komme til koncerten. Vi kan ikke på samme måde forhindre de organiserede DNSBere i at komme frem, for de følges normalt i bil, men vi kan med en blokade forhindre at unge, der bare vil snuse til nazimiljøet, kommer frem.

Men det er jo ikke første gang DNSB holder koncert i deres betonhytte. Hvorfor mobilisere imod den nu?

Forskellen mellem nu og de tidligere koncerter er, at det denne gang er fuldkomment åbent indkaldt med tid og sted. Tidligere har det været indkaldt med teksten ’et sted på Sjælland’, hvor kun de allerede indviede nazister har vidst at det var i Greve. Denne gang kan de reelt tage unge ind ’fra gaden’, der bare gerne vil se hvordan miljøet er.

Hvordan bliver stilen så?

Først og fremmest, så er vi ikke ude på ballade. Vi stiller os i vejen for nazisterne, men almindelige mennesker skal naturligvis kunne bruge stationen præcis som de vil. Alligevel så opfordrer vi alle til at komme i sort tøj, så vi kan agere som en samlet masse hvis der opstår situationer hvor det måtte være relevant, og beskytte os mod repression fra både politi og nazisterne.

Men hvad med politiet?

Politiet har meldt ud i lokalmedierne, at de ikke forventer ballade, og vi er selvfølgelig ikke interesseret i skærmydsler med dem. Hvis bare vi får lov at blokere stationen og politiet blander sig uden om, så regner vi med at der ikke bliver nogle problemer. Men vi må jo vurdere situationen på dagen, hvis panserne stiller op med gasmasker og hunde når vi ankommer, så må man gå ud fra at deltagerne i blokaden reagerer anderledes end hvis de bare holder sig på afstand.

Hvad er succeskriteriet?

At vi holder stationen så længe det er nødvendigt, og at ingen nazister får lov at passere den vej igennem!