9. juli 2010

Interessant udstilling om overvågning

Når alle vennerne er taget til (endnu) varmere himmelstrøg, og du mangler en fornuftig måde at slå et par timer ihjel på, så tag en tur på museum og lær lidt om overvågning.

Indtil slutningen af oktober har Post & Tele Museum en udstilling om overvågning, som er både interessant og tankevækkende, omend ikke særlig stor.

Praktiske oplysninger om udstillingen

Projekt Antifa besøgte udstillingen en solrig sommerdag, som de absolut eneste gæster, hvilket er en skam, for udstillingen er bestemt et besøg værd. Entréen er på 50 kr., men hvis du er studerende, kan du få det til 25 kr., og så kan det i øvrigt anbefales at tage elevatoren endnu højere op i udstillingsbygningen og se ud på caféens altan, hvorfra der er en fremragende udsigt over byens tage.

Aflyt den tyske besættelsesmagts samtaler

Selve udstillingen er som nævnt ikke så frygtelig stor, men det er der rådet bod på ved at vise flere forskellige mindre film, der alle kaster lys på overvågningen som et fænomen, som opstår med de borgerlige revolutioner i 1800-tallet og den deraf følgende insisteren på privatlivets fred og kravet på en intimsfære for individet. Det er særligt filmene, der bærer udstillingen igennem sammen med en række gadgets, f.eks. et apparat, hvorigennem man kan høre egentligt aflyttede samtaler foretaget af nazisterne under den tyske besættelse af Danmark, aflyttet af modstandbevægelsen, som giver udstillingen en interaktiv dimension. De besøgende kan udover at opleve tidligere tiders overvågningsapparater opdage de nye teknologiske muligheder for overvågning ved at lade sig selv overvåge under besøget.

Overvågningens historiske udvikling

Udstillingen var mest spændende i sin beskrivelse af den historiske udvikling, som overvågningen har gennemgået. Hvor overvågning under enevælden var omfattende og blev retfærdiggjort med, at alle kongens subjekter havde svoret troskab over for denne guds repræsentant på jorden, mindskes overvågningen som nævnt med de borgerlige revolutioner og fortsætter stort set sådan - bortset fra blandt andet krigssituationer - frem til 11. september 2001, der indleder krigen mod terror, som medfører store juridiske indgreb i individets rettigheder. Hvor telegrafisterne således skulle skrive under på aldrig at afsløre de afsendte telegrammer, er teleselskaberne i dag forpligtet til at udlevere den opbevarede teletrafik fra en kunde, hvis politiet henvender sig.

Oplev udstillingen, se filmene og få et nyt blik på overvågning

Udstillingen giver et nyt perspektiv på overvågningen, hvor privatlivets fred blot er en parentes på blot 200 år omkranset af enevælden og krigen mod terror. Samtidig er det muligt at få et indtryk af, hvordan mennesker til alle tider har forsøgt at omgå aflytning og overvågning. Man får desuden også forklaret, hvordan de nye terrorlove påvirker de overvågnings- og aflytningsmetoder, som staten kan benytte sig af. Tag endelig ind og oplev en udstilling, som er overraskende kritisk i sin indgangsvinkel til overvågningen som tema, og brug den tid, det tager at se de forskellige film, for det er bestemt det værd.

Udstillingen ’Overvåget’ kører til og med den 24. oktober 2010. Se åbningstider her og læs om udstillingen ’Overvåget’ her. Museet ligger i Købmagergade 37 i Indre København.