6. september 2013

I morgen prøver EDL igen i London

I morgen, lørdag, forsøger EDL igen at stable en stor spektakulær demonstration i den østlige London-bydel, Tower Hamlets. Demonstrationen forventes dog at blive mødt af massive moddemonstrationer og at blive stoppet af politiet, ligesom i 2011 da EDL sidst prøvede på samme projekt.

Den racistiske, islamofobiske og voldelige organisation EDL har udset sig netop Tower Hamlets, da den tæt befolkede bydel huser mange muslimer, har flere store moskeer og har den nok største etniske diversitet i hele England. EDL har før prøvet at sprede deres had og vold sammen sted, for præcis to år siden i 2011. Dengang blev de op imod 1000 EDL tilhængere dog tvunget til at holde en stillestående manifestation lige udenfor Tower Hamlets. Politiet frygtede at der ville bryde uroligheder ud, hvis EDL fik lov at marchere i Tower Hamlets, hvor 4000-7000 tusind lokale og tilrejsende antifascister var samlet.

Altab Ali Park

EDLs mål med demonstrationen i Øst-London er at provokerer og komme i slåskamp med politiske modstandere og på den måde få opmærksomhed til deres racistiske, indvandrefjendske og islamofobiske projekt.

EDL kredser i deres retorik meget om at angribe moskeer i Tower Hamlets, helt som de også gjorde det i 2011. Denne gang har de endda bebudet at de vil gå gennem Altab Ali Park. Parken er opkaldt efter en mand med bengalsk baggrund, der i 1978 fuldkommen umotiveret blev myrdet af tre teenagere. Mordet på Altab Ali var blandt andet med til at sætte skub i en stor antifascistiske bevægelse i London i slutningen af 1970´erne og starten af 1980´erne. EDLs plan om at gå gennem parken kan kun ses som en provokation og et forsøg på at skænde Altab Alis minde.

Nu, som i 2011, er der brede koalitioner af lokale organisationer, politiske, faglige, sociale og religiøse foreninger, der indkalder til store fredelige moddemonstrationer og protester mod EDL. Der er også mindre, men mere militante, antifascistiske mobiliseringer der opfordrer til at konfrontere EDL fysisk, hvis de når frem til Tower Hamlets. Mobiliseringerne har været undervejs i uger, og forventes at kunne samle rigtig mange mennesker, selvom politiet og visse politikere prøver at få folk til at holde sig hjemme.

Demonstrationen er vigtig for EDL lige nu

Efter mordet på den britiske soldat Lee Rigby i slutningen af maj i år, begået af to erklærede islamister, har der været en markant stigning i racistisk og islamofobisk hærværk og vold, ligesom der ses en stor vrede mod islamistisk terror i det britiske samfund. Så sent som i sidste uge kom denne hærværks- og voldsbølge til udtryk da en moske i Essex blev udsat for et brandattentat. EDL ønsker at puste til og kanalisere denne vrede over i en øget tilhængerskare af EDL, og de bruger derfor hærværksbølgen og den ophedede folkestemning til at få opmærksomhed og rekruttere.

Londons politi har på forhånd sagt at de vil begrænse alle demonstrationer i og omkring Tower Hamlets på lørdag. EDL-demonstrationer er ofte før kommet ud af kontrol med hundreder af, ofte fulde, hærgende og voldelige, EDLere løbende rundt. I 2011 var 3000 betjente på gaden i og ved Tower Hamlets for at holde styr på EDLerne og for at forhindre sammenstød mellem EDL og moddemonstranter. I morgen må det forventes at politiet igen vil prøve at lukke ned for området for at holde demonstrationerne adskilt.

Som altid med EDL er det usikkert hvor mange deltagere der dukker op til demonstrationen og hvad de rent faktisk har tænkt sig at gøre på dagen. Politiet har tildelt dem en væsenligt kortere rute end de selv ønskede og den egentlige demonstration bliver, som i 2011, kun en halv times stillestående manifestation i udkanten af Tower Hamlets.

Det er ikke til at vide hvordan demonstrationerne lørdag vil forløbe, men det er usandsynligt at det ikke vil komme til i hvert fald mindre sammenstød, hvis flere hundrede af EDLs fascistiske tilhængere dukker op, og forsøger at trænge ind i Tower Hamlets.

Projekt Antifa vil følge begivenhederne i morgen og vi følger selvfølgelig også op på Trykkefrihedsselskabets forestående plan om at få EDLs ledere, Tommy Robinson og Kevin Caroll til København den 29. september.

UAF om i morgen