9. oktober 2013

Højrepopulistisk parti i den nye norske regering

Det højrepopulistiske parti, Fremskrittspartiet (FrP), er kommet til magten i Norge, efter det konservative parti, Høyre, har dannet regering med dem.

Regeringssammensætningen

Mandag aften blev Norges nye regering præsenteret. En måned efter det norske stortingsvalg er det nu en realitet, at FrP deler regeringsmagten med Høyre. Tilsammen har de to partier dog ikke flertallet i Stortinget. De to borgerlige partier, Venstre og Kristeligt Folkeparti, har i forhandlingerne sagt nej til at danne regering sammen med det fremmedfjendske FrP, omend partiernes stemmer stadig vil være afgørende for, om den nye norske regering kan få flertal for sine forslag. Så selv om Venstre og Kristeligt Folkeparti ikke vil sidde i regering med FrP, kommer de stadig til at have et politisk samarbejde med partiet. Det er første gang i norsk historie at FrP, der blev stiftet i 1973, sidder med i landets regering.

Fremskrittspartiets ændrede kurs

FrP har, over de senere år, renset ud i deres retorik, således at partiet ikke fremstår ligeså højreorienteret som tidligere. Denne rensning betyder dog ikke, at FrP har ændret holdninger, de har blot nedtonet deres retorik som et led i en strategisk kursændring i partiet. Partiets nye “stuerene” kurs har nu givet afkast i form af en plads i regeringen. Betydningen for norsk politik, af FrPs indtræden som regeringsparti, er svær at forudsige præcist, men allerede nu har den nye regering varslet stramninger af indvandrings- og asylpolitikken, såvel som det må forventes, at der vil blive ført en langt mere liberalistisk politik.