22. november 2012

Højreorienterede anholdt for terrorplaner i Polen

I forgårs kom det frem, at den polske efterretningstjeneste den 9. november anholdte tre personer mistænkt for at ville begå et højreorienteret terrorangreb i Polen.

Polske nynazister

Den hovedmistænkte, en 45-årige kemiker fra Krakow, ville angiveligt sprænge det polske parlament i luften.

Myndighederne i Polen siger, at kemikeren og hans to medskyldige blev anholdt, da efterretningstjenesten opdagede kemikerens plan om at køre en bil med fire tons sprængstof hen til det polske parlament og sprænge det i luften, mens den polske præsident, regering og parlamentets 460 medlemmer var i bygningen. Mariusz Krason, statsanklager i Polen, siger, at den anklagede er motiveret af nationalisme, racisme og antisemitisme og af et had til dem, der leder Polen, som han mener, er fremmede og arbejder mod Polens interesser. Statsanklageren oplyser desuden, at den 45-årige nægter at lade sig mental-undersøge, og at han selv byggede bomberne og var i besiddelse af detonatorer.

De to andre anholdte er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, yderligere to er blevet afhørt af myndighederne.