9. marts 2010

Højreekstremister var indblandet i skudepisode i Farum

Det var højreekstremister, der blev skudt imod i den meget omtalte sag fra Farum. Dog var der tale om medlemmer af DNF, ikke White Pride.

Højreekstremister indrømmer selv at have deltaget i slagsmål, der endte i skyderi.

I Søndags blev en mand såret af skud i hovedet, under et slagsmål mellem højreekstremister og indvandrere i Farum.

Ifølge politiets første oplysninger, var den sårede medlem af den nazistiske hooligangruppe White Pride. Oplysninger som politiet i dag har trukket tilbage: "Ingen Århus-bøller i Farum-skyderi" (DR.dk).

Ikke medlemmer White Pride, men ’Danmarks Nationale Front’

Projekt Antifa kan afsløre, at der imidlertig var tale om højreekstremister i skudsagen. Mens det er uvist hvor vidt den sårede mand har tilknytning til det yderste højre, indrømmer medlemmer af Danmarks Nationale Front (DNF), at have deltaget i slagsmålet, der førte til at der faldt skud. Det sker offentligt på gruppens eget internetforum.

Et medlem skriver bl.a. "Jeg var der selv og de små brune homoer var ikke til noget som helst". En anden supplerer "Det var en oplevelse – uden tvivl," hvorefter han frustreret kalder på bedre "kommandostruktur".

I en artikel i den trykte udgave af Ekstra Bladet (8. marts 2010), kan journalisterne Anton Rasmussen og Sune Fischer ligeledes berette, om indblanding fra DNF.

Ifølge Projekt Antifas oplysninger udspillede scenen sig til en fest, afholdt af en fremtrædende DNF’er, der også har kontakt til flere jyske hooligangrupper, om end det altså ikke var et White Pride-medlem der blev skudt.

DNF er en voldelig fascistisk gruppe, dannet i 2007, og består bl.a. af medlemmer af det kollapsede Dansk Front samt det erklæret nazistiske Blood & Honour.

Læs mere om DNF hos Researchkollektivet Redox:

Kort tekst om Danmarks Nationale Front

Højreekstreme dømt for vold