10. august 2009

Hess-tema: Hessmarchernes betydning for det ekstreme højre

Til den sidste centrale Hessmarch i Wunsiedel i 2004 deltog 4800 nazister. Både unge og gamle nazister fra Tyskland og mange nabolande deltog i marchen, og gjorde den til den vigtigste march for det ekstreme højre på denne tid.

Spørgsmålet er, hvad det er som gjorde - og stadig gør - personen Rudolf Hess til en så stor og fascinerende figur for næsten alle på den ekstreme højrefløj? Det faktum, at der ikke har været en stor Hess march siden 2004, skyldes ikke manglende interesse hos nazisterne. Det skyldes pres fra den antifascistiske bevægelse og repression fra statens side. Selvom det ekstreme højre ikke fået mulighed for at gennemføre en central hyldestmarch, lever fascinationen af marchen og personen Hess stadig.

"Hess er en helt"

For nazisterne er det vigtigste ved marchen, at mindes personen Rudolf Hess som en helt og én af de gode nationalsocialister (se nedenfor), der blev et offer for de allierede magter under Anden Verdenskrig. Fascinationen bunder til dels i, at han var stedfortræder for Adolf Hitler, det vil sige den næstvigtigste person i Det Tredje Rige. Til han begik selvmord i 1987 sad Hess i fængsel. Denne omstændighed tilsammen med at han aldrig har angret sit medansvar og rolle i det nationalsocialistiske system, gjorde ham i højreekstremisternes øjne til en helt og et forbillede med meget stor identifikationskraft.

Det skyldes dog ikke kun personen Rudolf Hess alene, at Hessmarchen har samlet så mange nazister fra de forskelligste fraktioner, generationer og nationaliteter til en fælles march. Man behøver ikke kigge dybt under overfladen for at finde årsager til, at Hess blev så central og at marcherne blev de vigtigste i deres samtid i Europa.

Glorificering af Det Tredje Rige

I modsætning til i Danmark, er det i de fleste lande og i særdeleshed i Tyskland, forbudt at glorificere Det Tredje Rige og den nationalsocialistiske ideologi. Altså sætte naziregimets forbrydelse og grusomheder i positiv kontekst. Billeder af nynazister, der marcherer med hagekors gennem gaderne ville ikke være muligt i Tyskland, sådan som det er i Danmark. Især til demonstrationer og lignende offentlige aktioner, er det tyske politi generelt meget opmærksomme på, at forbudet ikke brydes. Dem der overtræder denne lov bliver anholdt og sigtet for glorificering af den nationalsocialistiske ideologi. At det ikke er muligt for nationalsocialister offentligt at mindes nationalsocialismen og dens leder, er selvfølgelig kilde til megen frustration og her kommer personen Rudolf Hess ind i billedet.

Forbudet imod at vise nationalsocialistiske tegn og symboler, hvilket også inkluderer portrætter af Hitler, i forbindelse med demonstrationer, gjorde det ekstreme højre desperat efter muligheder for at ære og minde den nationalsocialistiske ideologi. Selvom Rudolf Hess var en meget højt placeret repræsentant for Det Tredje Rige, kan hans person næppe sidestilles med Hitler, rent juridisk. Det var med andre ord ikke forbudt at mindes og ære ham for hans holdninger og overbevisninger. Dette juridiske hul blev hyppigt udnyttet af det ekstreme højre.

Nazisterne bruger Rudolf Hess som symbol til at glorificere hele den nationalsocialistiske æra og ideologi, på lovlig vis. Når Hess mindes som den "gode" nationalsocialist, mindes også den "gode" nationalsocialisme, indirekte og dog åbenlyst. Postulerer nazisterne, at Hess’ holdninger og arbejde har været godt og rigtigt bliver der samtidigt sagt, at de nationalsocialistiske holdninger og arbejde har været godt og rigtigt.

Endelig fik det ekstreme højre mulighed for at vise sine virkelige holdninger og ideologi, og kunne glorificere forbrydelser, herrefolksfantasier og den hvide races magt. Denne mulighed har været et bærende element i fascinationen af Hessmarchen for højreekstremister i Tyskland, såvel som i det øvrige Europa og resten af verden.

Den "gode" nationalsocialist

I nazisternes kamp om definere Det Tredje Riges historie, opfylder personen Hess yderligere en vigtig rolle. I 1941 fløj Hess på eget initiativ til Storbritannien for at forhandle fred, så Nazityskland kunne koncentrere sig om krigen mod Rusland. Hess blev fængslet med det samme og sad til krigens afslutning bag britiske tremmer.

En af højreekstremisternes politiske strategier i historiedebatten om naziregimet og dets forbrydelser er, at nægte at forbrydelserne er sket, eller at fremstille deres omfang som meget mindre end de i virkeligheden har været. Personen Hess giver en tredje mulighed. Nazisterne mener, at de fleste forbrydelser og grusomheder som Det Tredje Rige bliver "beskyldt" for, skete efter 1941. Altså efter at Hess bliver fængslet i England. Ergo kunne han ikke have haft noget ansvar for forbrydelserne. Nazisterne bruger den tidlige fængsling af Rudolf Hess som "bevis" for hans uskyld og til at fremhæve ham som den gode nationalsocialist - det gode eksempel.

Man forsøger at rive personen Hess helt løs fra Det Tredje Riges negative sider, gøre ham bedre og mere uskyldig end andre repræsentanter, som var aktive hele krigen ud. At han har været den næstvigtigste person i systemet, en 100 procent overbevist antisemit og var med til at bringe nazipartiet til magten ignoreres fuldstændig. Udover det prøver højreekstremisterne at fremstille Hess som en slags "fredsengel", fordi han ønskede at forhandle fred med Storbritannien. Hess’ bagtanker med disse forhandlinger nævnes selvfølgelig heller ikke.

Det er vigtigt at understrege, at størstedelen af den ekstreme højrefløj står for fuldstændig det samme som Det Tredje Riges nationalsocialisme, inklusive dens brutale følger. Argumentationen om den "gode" nationalsocialist er en strategi i kampen om historieskrivningen. Man ønsker at komme væk fra forbrydelserne og i stedet fokusere på mere positive sider af naziregimet, f.eks. den lave arbejdsløshed. På den måde forsøger nazisterne også at appellere til almindelige borgere.

"Han bøjede sig aldrig - og blev myrdet"

Efter at alle vigtige repræsentanter for Det Tredje Rige enten er døde eller flygtet, avancerede Rudolf Hess til en helt blandt højreekstremister. Hans dødstraf blev omstødt til livsvarigt fængsel. Fra fængslet gav han aldrig udtryk for at have fortrudt de ting som skete, under det dikatur han var med til at bygge op. Han sagde aldrig undskyld, tog aldrig afstand eller udtalte sig kritisk om Det Tredje Rige.

Nazisternes konspirationsteori om at de allierede, i ledtog med den internationale jødedom, skulle styre de tyske myndigheder voksede efter at Hess begik selvmord i sin celle i 1987. Det er stadig en stor del af myten om Rudolf Hess, at han ikke begik selvmord, men blev myrdet af de allierede. Derfor er bannere med teksten "Rudolf Hess das war Mord" (Rudolf Hess det var mord) tit at se ved Hessmarcherne.

Identitet, sammenhold, netværk

Mere praktisk, men ikke mindre vigtigt, er den omstændighed at Hessmarchen virkede så inkluderende for højrefløjen. Hessmarchen har været en af de få offentlige begivenheder på højrefløjen som samlede alle generationer, de forskelligste fraktioner og deltagere fra mange forskellige lande. Hessmarchen udviklede sig til en stor event med happening-karakter.

Deltagerne kunne være sammen her og pleje deres ideologi, langt væk fra en forstyrrende antifabevægelse og med et politi som holdt sig i baggrunden. Hessmarchen som koncept, gav deltagerne følelsen af at være mange og gav en stor sammenholdsfølelse. At deltage i event-Hessmarchen gav kræfter til at lave politik resten af året, i deres hjemby og region hvor omstændighederne tit ikke har været så gunstige for det ekstreme højre.

Ud over at Hessmarchen gav kræfter, styrkede en følelsen af sammenhold og gav masser identifikationsmuligheder, opstod også perfekte muligheder for at pleje sit allerede eksisterende netværk eller udvide det og møde masser af nye politiske kammerater og grupper. Mange aktioner og kampagner som er blevet gennemført af den esktreme højre, har deres rødder i Hessmarchen fordi det har været her lederne kom sammen, besluttede aktionen og fandt de nødvendige kontakter.