19. december 2009

Har du styr på sikkerheden på Facebook?

De fleste personer på venstrefløjen har i dag en Facebook-profil. Netværkstjenesten er et vigtigt og effektivt værktøj til at mobilisere, men har desværre nogle indbyggede, sikkerhedsmæssige faldgruber. Projekt Antifa giver her et crash-course i digitalt selvforsvar.

At venstrefløjen er åben og inkluderende er essentielt for at udvide og styrke vores politiske positioner, men det er ikke ensbetydende med, at enkeltpersoner behøver at stille deres private- og politiske liv til åbent skue for nysgerrige kriminalbetjente, nazi-bloggere og usympatiske journalister.

Jo større Facebook er blevet, desto vigtigere værktøj er sitet blevet for folk der vil miskreditere og hænge den radikale venstrefløj ud. De seneste år har både fascistiske amatør-bloggere, politifolk på opklaringsmissioner samt journalister med antipati for den aktivistiske venstrefløj søgt og fundet informationer, der senere er blevet publiceret eller anvendt til skade for dem informationerne omhandler. Uanset at de hidtidige tilfælde har været rimeligt harmløse, er det vigtigt at folk er bevidste om at beskytte både sig selv og deres politiske kammerater.

Med ovenstående in mente vil vi derfor opfordre alle til at gennemgå deres Facebook-profil og gøre hvad de kan for at forbedre deres egen sikkerhed på Facebook.

1) Sørg for at din venneliste ikke er tilgængelig.

Når du er logget ind klikker du på ’Profil’ i menuen i toppen. Find i venstre side din venne-boks, og klik på den lille blyant til højre for overskriften ’Venner’. Fjern nu hakket i feltet ’Lad alle se dine venner’.

2) Sørg for at kun dine venner kan se information om dig #1

Hold musen over ’Indstillinger’ i menuen i toppen og vælg ’Privatindstillinger’. Klik på ’Profiloplysninger’. Vælg ’Kun venner’ i samtlige punkter.

3) Sørg for at kun dine venner kan se information om dig #2

Hold musen over ’Indstillinger’ i menuen i toppen og vælg ’Privatindstillinger’. Klik på ’Kontaktinformation’. Vælg ’Kun venner’ i samtlige punkter.

4) Sørg for at man ikke kan finde dig ved at søge på dit navn

Hold musen over ’Indstillinger’ i menuen i toppen og vælg ’Privatindstillinger’. Klik på ’Søg’. I ’Facebook søgeresultater’ vælger du ’Kun venner’. Under punktet ’Offentligt søgeresultat’ fjernet du hakket i boksen.

5) Sørg for at dine og dine venners applikationer ikke lækker informationer

Hold musen over ’Indstillinger’ i menuen i toppen og vælg ’Privatindstillinger’. Klik på ’Applikationer og websites’. Under både ’Hvad du deler’ og ’Hvad dine venner kan dele om dig’ bør du sørge for, at diverse applikationer ikke afslører informationer om dig.

6) Brug beskeder i stedet for wallposts

Beskeder på dine venners wallposts kan læses af alle din vens venner - som minimum. Brug derfor hellere besked-funktionen, uanset om det drejer sig om politisk eller personligt indhold.

7) Drop billederne

Hvis du vil have 50 portrætfotos liggende af dig selv, så er det naturligvis dit eget valg. Men lad være med at publicere fotos fra fester, demo’er og lignende, hvor du ikke eksplicit har fået de potrætteredes tilladelse. Blot fordi man ikke har sagt nej til at blive fotograferet til en fest, er det ikke ensbetydende med, at man gerne vil have sit portræt publiceret på Facebook.

8) Tænk dig om!

Ved at lave alle de ovenstående sikkerhedsindstillinger er du bedre beskyttet end ellers. Der skal bare ikke særligt meget til for at bryde igennem de sikkerhedsbarrierer du nu har opstillet. Det kræver blot at du een gang godkender en ’ny ven’ du ikke kender, og som viser sig at være en fascist i forklædning, at du eller en ven glemmer at logge ud fra fra sin profil på en offentligt tilgængelig computer eller at nogle gætter dit kodeord.

Som huskeregel bør du derfor tænke på, at du ikke skal skrive eller publicere noget på Facebook, hverken på din profil eller i en besked, som du ikke ville have lyst til at fortælle til en politibetjent, en nazist eller en journalist.

Besøg Projekt Antifas Facebook-profil