28. september 2013

Gyldent Daggrys leder anholdt

Lederen af Gyldent Daggry, Nikolaos Michaloliakos, er her til morgen blevet anholdt af det græske politi. Sammen med tre andre parlamentsmedlemmer fra partiet er han anklaget for at have skabt en kriminel organisation.

Blandt de anholdte er den ubestridte leder Nikolaos Michaloliakos, der grundlagde Gyldent Daggry i 1980 og har ledet organisationen siden. Den berygtede parti-talsmand og parlamentariker, Ilias Kasidiaris, der ofte har ledt an i Gyldent Daggry chikanerier og aktioner, der tit er endt ud i overfald på migranter og andre partiet, er også anholdt.

Den lokale leder af Gyldent Daggry i Nikea, den Athen-forstad hvor Pavlos Fyssas blev myrdet, og ni andre medlemmer også blevet anholdt. Desuden menes der at være udstedt flere arrestordrer på andre højtstående medlemmer af partiet.

Anklagerne bygger angiveligt på at partiets gadevold og anden kriminalitet kan spores direkte tilbage til partitoppen, men også på at afsløringer fra tidligere Gyldent Daggry-medlemmer, om at Gyldent Daggry træner paramilitære grupper med henblik på at udøve politisk vold og repression. Den græske premierminister Antonis Samaras udtaler at: ”Gyldent Daggry skal stoppes i at undergrave demokratiet”.

Hvor dybt regeringen og myndighedernes ønske om at stoppe det nazistiske og dybt kriminelle Gyldent Daggry stikker er det endnu for tidligt at sige med sikkerhed. Meget tyder dog på at den konservative regering virkelig, i hvert for nu, ønsker at stække Gyldent Daggry, som i meningsmålinger er Grækenlands tredjestørste parti.

Med anholdelserne i dag og den sidste uges forflyttelser, suspenderinger og fyringer af politichefer med forbindelse med Gyldent Daggry, har regeringen gjort mere på den sidste uge, end den og de forrige regeringer har gjort de sidste par år for at stoppe og retsforfølge Gyldent Daggrys mange forbrydelser.

Gyldent Daggry opfordrer sine tilhængere til at samle sig og protestere foran den centrale politistation i Athen.

mere hos BBC