24. januar 2010

GNWP-uddeling i Viby

Lørdag eftermiddag delte en større gruppe antifascister flyers ud på Viby Torv. Århus-bydelen Viby har været præget af nazistisk aktivitet igennem længere tid.

Nogle af antifascisterne på Viby Torv

Uddelingen skete som et led i mobiliseringen til Good Night White Pride-kampagnens demonstration i Århus 6. februar. I hele januar har antifascisterne løbende spredt materiale. Der er blandt andet blevet sat 5.000 klistermærker og 400 plakater op, ligesom der er uddelt 2.000 flyers, altsammen i det centrale Århus og på byens uddannelsesinstitutioner.

- Nu er der kun to uger til demonstrationen, og mobiliseringen går strygende. Vi har fået kontakt til rigtigt mange unge der gerne vil bakke op, siger Joakim fra GNWP-kampagnegruppen til Projekt Antifa.

Han fortsætter:

- Vi vil gerne gøre det klart, at vores demonstration ikke er nogen drukfest, og vi vil derfor opfordre folk til at lade bajerne blive derhjemme. Vi vil have en rigtig fed og festlig demo, og det kan man heldigvis få på andre måder end med alkohol. Vi vil derfor gerne opfordre alle til medbringe flotte flag og fede bannere.

Onsdag den 27. januar afholder AFA info-møde i Folkets Hus om deres bustur til Århus. Det foregår klokken 18.00. Prisen for at komme med busserne er 50 kroner.