27. oktober 2009

Fynboere vil stoppe Frit Danmark

Fynske Antifascister (FAF), Sydfynske Venstreradikale og SUF Svendborg er gået sammen om en kampagne mod Frit Danmarks opstilling til kommunalvalget den 17. november.

"Hvis Frit Danmark får magt som de har agt, vil det betyde en katastrofe for det danske samfund. Vi vil se øget ubegrundet hetz mod minoritetsgrupper, højreekstreme grupper vil vokse og dette vil medføre mere vold mod minoriteterne. Også politiske modstandere vil i større grad være genstand for vold og hærværk fra denne side."

Sådan begrunder de tre grupper bevæggrunden for kampagnen, der er rettet mod lokallisten Frit Danmark. Frit Danmark stiller op til kommunalvalget i Odense og regionsvalget i Region Syddanmark. Øverst på listen står Michael Ellegaard, der gentagne gange er dømt for vold. Resten af listen er et sammensurium af højreekstreme kræfter fra blandt andet Fremskridtspartiet, Vederfølner, Dansk Front og andre racistiske grupper.

De fynske antiracister vil blandt andet sprede løbesedler, plakater og klistermærker der informerer om hvem Frit Danmark i virkeligheden er og hvilke menneskefjendske og racistiske holdninger de har.

Projekt Antifa følger naturligvis kampagnen tæt.

Læs FAFs omtale af kampagnen.

Læs Sydfynske Venstreradikales omtale af kampagnen.