12. september 2012

Fremtidsfighters angrebet af nazister igen

Onsdag blev aktivister fra den faglige organisering Fremtidsfighters igen angrebet af nazister i Århus.

Angrebet skete, da en mindre gruppe aktivister fra Fremtidsfighters uddelte løbesedler i det centrale Århus. Her blev de mødt af en gruppe på tre nazister fra White Pride. Nazisterne chikanerede og truede de faglige aktivister. Desuden forsøgte de at stjæle aktivisternes løbesedler.

Da aktivisterne vendte sig om for at forlade stedet, blev den ene slået i hovedet, hvorefter nazisterne fortrak. Kort tid efter pågreb politiet gruppen af nazister ved værtshuset Bridgewater ved Åen. Ved en vidnekonfrontation på stedet blev de udpeget som værende de rette gerningsmænd.

Ifølge de første oplysninger var en af de anholdte nazister Andreas Holmenlund Snedker, der tidligere har været involveret i en række overfald på venstrefløjsaktivister. Den melding er nu trukket tilbage. Det er derfor uklart hvem de tre gerningsmænd er. Ifølge JP er den ene af dem en 26-årig mand fra Åbyhøj.