29. maj 2013

Første nazioverfald i Århus i lang tid

Søndag aften hærgede en større gruppe nazister fra White Pride i Mølleparken i Århus. Fire personer blev skadet.

Sådan ser man ud efter at være blevet sparket og trampet i hovedet. Foto: Privat.

Lidt før midnat søndag aften troppede en gruppe på cirka 10 nazister op i Mølleparken i det centrale Århus. Parken frekventeres af mange unge fra byens alternative miljøer, hvilket også var gældende søndag aften.

Ifølge lokale gik det først ud over to unge piger, der blev spyttet på og skubbet rundt. Herefter blev en hjemløs mand slået på af tre personer, hvoraf det lykkedes ham at bide en af dem kraftigt i fingeren. Her efter vælter nazisterne ham omkuld og sparker ham i både mave og ansigt indtil han bløder voldsomt.

Mens det sker bliver en ung mand nikket en skalle og trukket væk, hvorefter fire nazister fortsætter med at sparke og trampe på ham indtil han er bevidstløs. Efter dette tager nazisterne flugten langs åen, og splitter sig op i to grupper der løber hver sin vej.

Endnu en gang opførte politiet sig efter alt at dømme totalt uforsvarligt. De ydede ikke hjælp til det bevidstløse offer og de valgte kun at tage imod oplysninger fra et enkelt af de mange vidner.

Politiet var fremme i Mølleparken kun fire-fem minutter efter overfaldet. Selvom et vidne på det tidspunkt fulgte efter overfaldsmændene og var i telefonisk kontakt med folk i Mølleparken valgte politiet ikke at optage jagten. De brugte i stedet tiden på at tjekke stelnummer på cyklen på en af de tilstedeværende.

I hvertfald fire navngivne White Pride-medlemmer er blevet udpeget i gruppen af nazistiske overfaldsmænd.