24. april 2013

Forbrydelserne under Francos fascistiske regime, del 2: Kvinder i fængsel

Reel News har været i Spanien for at følge La Comuna, en forening af tidligere politiske fanger, der kæmper for et retligt opgør med fascismens forbrydelser. Projekt Antifa bringer her en oversættelse af reportagen. Artiklen er den anden i serien, der beskæftiger sig med forbrydelserne under Francos fascistiske regime i Spanien og de mennesker, der kæmpede i mod fascismen. Den originale artikel kan læses hos Reel News.

Kvindefængslet Delicias

Op gennem 60’erne og 70’erne mødte Spaniens fascistiske diktator, General Franco, den voksende bevægelse for basale borgerrettigheder, med yderst voldsomme repressalier. Tusinder blev tortureret, fængslet eller myrdet alene fordi de var medlem af illegale grupper, fx fagforeninger eller politiske partier, fordi de uddelte politisk materiale eller blot for at deltage i en demonstration. I andre lande, som Argentina og Chile, er de ansvarlige for lignende forbrydelser blevet stillet for en domstol – men ikke i Spanien.

Det er søndag, da vi møder Pilar Arias, Maria del Valle og Isabel Pérez Alegre, tre aktivister, der har været indsatte i Delicias kvindefængsel i 70’erne. De var alle tre aktive i venstrefløjspartier og illegale fagforeninger, mens modstanden mod diktaturet voksede.

De beretter for os hvordan illegal organisering har påvirket deres liv. Mange af deres med-aktivister blev arresteret. Maria fortæller om den konstante frygt og anspændthed; altid at være på vagt over for hvem, der holdt øje med én; om hemmelige møder og at være forsigtig med hvad, man sagde til familie og venner; om at overleve med nærmest ingen penge og om at leve med usikkerheden og frygten for at blive fyret, når man havde et job, fordi man var medlem af en illegal fagforening.

Når aktivister blev anholdt, blev de først taget med til afhøringslokalerne på Plaza del Sol hos DGS, Dirección General de Seguridad – regimets sikkerhedspoliti. Isabels erindringer om dette sted er så frygtelige at hun stadig, nu 40 år senere, ikke vil tale om det. Maria forklarer, at afhøringerne føltes som om de blev ved for evigt. Hun fortæller om at blive slået og forhindret i at sove. Rummet havde ikke noget dagslys, så hun vidste ikke om det var nat eller dag, eller hvor mange timer eller dage, der var gået. Når man endelig blev overført til fængslet, føltes det som et palads i sammenligning, fortæller Isabella. Selv om de politiske fanger blev sat i mindre celler end de andre fængslede, havde man i det mindste endelig en seng og mulighed for et bad.

Pilar er enig med at forholdene i Delicias ikke var alt for slemme, der var endda en lille biograf hvor de kunne se film, men første gang hun blev arresteret, da hun bare var 18 år, blev hun sendt til det berygtede fængsel Alcara de Henares, et ombygget gammelt kloster. Hun fortæller, at det var frygteligt, rummene var isnende kolde, der var mørkt, sengene var uhumske og ubehagelige, og vagterne åbnede konstant metallågen i celle-dørene for at intimidere og holde øje med én.

I fængslet organiserede de sig i kommuner, eller comunas, heraf navnet på gruppen, La Comuna, der kæmper for et retsopgør med og anerkendelse af, forbrydelserne begået under Francos regime. Pilar forklarer, at det var en afspejling af hvordan de organiserede sig udenfor, så deres primære organiseringsredskab var fællessamlingen, hvor alle beslutninger blev taget kollektivt. Alt de havde, blev delt mellem dem, der var i gruppen: penge, mad, tobak osv. De dannede politiske diskussionsgrupper, så de kunne uddanne hinanden mens de sad inde, og de lavede kollektive aktioner for at forbedre forholdene i fængslet. Ikke bare for sig selv, men for alle fangerne, hvoraf mange var fængslet blot fordi regimet ikke brød sig om dem. Der var mange prostituerede derinde, som ikke havde pengene til at betale bøder, kvinder, der var blevet snuppet i at ryge en joint, og mange kvinder hvis eneste “forbrydelse” var at være homoseksuelle.

Kommunernes ultimative våben var fælles sultestrejker støttet af solidaritetsaktioner uden for fængslet. Det var ofte svært at få informationerne ud af fængslet, da de kun måtte få besøg af familie. Pilar fortæller, hvordan hun råbte højt ind I mikrofonen til sin mor: “Vi sultestrejker! Fortæl alle hvorfor!”, så alle de besøgende kunne høre det. Selvfølgelig medførte det, at mikrofonerne blev slukket og at hun blev straffet efterfølgende, men det fik beskeden ud.

Den største sultestrejke, som havde tilslutning fra alle fangerne i regionen, foregik i september 1975, da regimet dømte 11 aktivister til døden. Seks fik deres dom udsat, men fem blev henrettet ved skydning, hvilket ledte til massive protester i og udenfor Spanien.

De tre kvinder fortæller alle om volden, som fulgte med overgangen til demokrati efter Francos død i november 1975, hvor bevæbnede fascistiske bander uhindret og straffrit hærgede omkring, og flere hundrede blev myrdet. Diktaturets statsapparat forsøgte stadig at holde den fascistiske stat kørende, men folket fortsatte med at gå til modstand. I 1981 markerede et forfejlet militærkup begyndelsen til enden på det fascistiske styre i Spanien.

Som tiden viste, kom det nye demokrati ikke til at være bare i nærheden af, hvad folket havde håbet på. Mens vi talte om forholdene nu, pointerede kvinderne at de vedvarende nedskæringer betyder, at de rettigheder de fik tilkæmpet sig, nu gradvist bliver afskaffet og at den fredelige folkelige modstand, som 15 de Mayo-bevægelsen (Los Indignados) repræsenterer, endnu en gang bliver mødt med stigende voldelig repression.

Historien viser hvordan vores ledere vender sig til fascismen i nedgangstider, når de er ude af stand til at kontrollere en voksende bevægelse mod sig – og det er grunden til, at kampen for at retsforfølge de ansvarlige for Franco-regimets forbrydelser, især dem, der stadig er en del af staten, er så vigtig en del af kampen mod nedskæringerne i dag.

Læs også mere hos La Comuna (på spansk)