14. marts 2013

Forbrydelserne under Francos fascistiske regime, del 1: Yolanda Gonzales og Aluche

Reel News er i Spanien i to uger for at følge La Comuna, en forening af tidligere politiske fanger, der kæmper for et retligt opgør med fascismens forbrydelser. Projekt Antifa bringer her en oversættelse af reportagen. Artiklen er den første af en serie, der beskæftiger sig med forbrydelserne under Francos fascistiske regime i Spanien og de mennesker, der kæmpede imod fascismen. Den originale artikel kan læses hos Reel News.

På banneret står: Til minde om alle de fængslede under Franco

Op gennem 60’erne og 70’erne mødte Spaniens fascistiske diktator, General Franco, den voksende bevægelse for basale borgerrettigheder, med yderst voldsomme repressalier. Tusinder blev tortureret, fængslet eller myrdet alene fordi de var medlem af illegale grupper, fx fagforeninger eller politiske partier, fordi de uddelte politisk materiale eller blot for at deltage i en demonstration. I andre lande, som Argentina og Chile, er de ansvarlige for lignende forbrydelser blevet stillet for en domstol – men ikke i Spanien.

Reel News er ankommet til Spanien tre dage efter kæmpe demonstrationer i 80 byer, over hele landet. Demonstrationerne var indkaldt af Los Indignados (en folkelig protestbevægelse, red.), i protest mod spareplaner og som reaktion på den nylige afsløring af gennemgribende korruption, i den spanske regering. Protesterne tæller nu så mange mennesker, at det er umuligt at sige hvor mange, der er involveret, og bevægelsen fastholder stadigt sit ikkevoldelige kodeks på trods af autoriteternes voldelige modsvar.

Mange har sammenlignet politiets taktikker med dem der blev brugt under Francos regime, og i februar afslørede El País (spansk avis, red.) at det ikke bare er et tilfælde. Emilio Hellín, manden bag en af de mest brutale henrettelser under overgangen til demokrati i Spanien, en periode hvor bl.a. nynazistiske terrorgrupper havde frit spillerum, er nu ansat i det hemmelige politi.

Hellín blev idømt 43 års fængsel i 1982 for at kidnappe og myrde den 19-årige Yolanda Gonzales, men blev løsladt efter at have afsonet blot 14 år af sin fængselsstraf, på trods af at han brød ud af fængslet og flygtede til Paraguay. Han fik herefter lov til at ændre sit navn og tage en ny identitet. Nu arbejder han for politiet og afholder konferencer for de sikkerhedsstyrker, der sættes ind mod demonstrationer, og han aflønnes af Indenrigsministeriet for sin arbejdskraft.

De to filmskabere fra Madrid , som Reel News arbejder sammen med på dette projekt, har taget os med til Aluche, det arbejderkvarter som Yolanda kom fra. Aluche er, med sine 75.000 indbyggere, det største distrikt i Madrid, og dermed Spanien.

Her møder vi Julian Rebollo, formand for beboersammenslutningen i Aluche. Han er oprørt over El País’ afsløring af Hellín. Han kendte Yolanda og fortæller, at ikke alene var hun ikke medlem af ETA, hun havde aldrig deltaget i noget som helst voldeligt. Han fortæller os endvidere at hun ikke var den eneste fra Aluche, der var blevet likvideret, og at Aluche er et område med tradition for modstand.

Julian selv begyndte som fabriksarbejder, og var en af hovedpersonerne bag at organisere strejker for bedre arbejdsforhold i 60’erne, hvor det var meget svært at organisere sig, pga. forholdene under fascismen. Ikke overraskende blev han fyret, og, som en række andre militante industriarbejdere, gik han i gang med at opbygge ”Associacion de Vecinos de Aluche” – ”Sammenslutningen af beboere i Aluche”.

Han forklarer, at Aluche var det hurtigst voksende nabolag på den tid, fordi folk flyttede til Madrid fra landområderne i søgen efter arbejde. Så sammenslutningens første kamp var at sikre ordentlige boliger til alle.

Det er på grund af det mod og den overbevisning, mennesker som Julian fremviste, at sammenslutningen havde held med at skaffe de boliger, der var brug for. Men de havde mere at kæmpe for. Lejlighederne havde ikke varmt vand. Der var ikke nogen offentlig transport til eller fra området, så selv hvis man fandt et job, kunne man ikke komme til det. De kæmpede for skoler, veje, parker, parkeringspladser – alt. Det blev hurtigt klart at de ikke kunne opnå de ting eller vinde deres kampe uden også at kæmpe for frihed og demokrati, så den første større demonstration som beboersammenslutningen arrangerede, anråbte de materielle problemstillinger, men handlede overordnet om nødvendigheden af frihed og demokrati. Herfra spillede beboersammenslutningen en central rolle i at ombringe fascismen i samarbejde med illegale arbejder- og studenterbevægelser.

Beboersammenslutningen eksistere den dag i dag, og er stadig det første sted folk henvender sig for at få hjælp med deres problemer. Selvsagt er der flere og flere der kommer i vanskeligheder, i takt med de omfattende nedskæringer. De kæmper for at bevare de rettigheder, de selv har tilkæmpet sig.

Reel News slutter dagen ved at gå med de lokale i en demonstration for at bevare et lokalt kulturhus og bibliotek, der bruges af 30.000 mennesker.

Beboersammenslutningen samarbejder med Los Indignados mod nedskæringer og i kampen for reelt demokrati, men Julian er frustreret over folk i bevægelsen, der ser Francos regime og dets forbrydelser som fjern fortid, og derfor ikke prioriterer kampen for retligt opgør. Han holder fast i, at en anden verden ikke er mulig, før disse forbrydelser bliver anerkendt – og afsløringen i El País om Yolandas morder er blot en del af denne kamp.