17. november 2009

Flere marcher i Stockholm - ingen i Lund

En massiv moddemonstration pressede sidste år nazisterne i defensiven da de ville marchere i Lund 30. november. I år har de ikke indkaldt til demonstration. I stedet marcheres der i Stockholm.

Fronten af nazi-demonstrationen i Lund for et år siden. Massivt pakket ind i politi.

Sidste år måtte der flere hundrede politibetjente til at beskytte en mindre skare nynazister ved den traditionelle 30. november-demonstration i Lund i Skåne. Demonstrationen var nemlig pakket ind af cirka tusinde antifascister, der bombarderede nazi-demonstrationen med sten, flasker, nødblus og andet kasteskyts.

2008 var første gang i en længere årrække at nynazister har forsøgt at gennemføre en offentligt indkaldt demonstration 30. november i Lund. I starthalvfemserne lagde Lund gader til en række hårde sammenstød mellem antifascister og politi, da højreekstremister ville hædre krigerkongen Karl XII på dennes dødsdag. Efter et par år hvor fascisterne var sat skakmat blev demonstrationerne droppet.

Sidste år forsøgte Fria Nationalister, et nynazistisk netværk med udspring i hjemmesiden Info14, så at gentage de legendariske manifestationer fra fordums tider. Det blev dog en grim fiasko, især da der efter manifestationen dukkede en video op på Youtube, der var optaget inde i nazi-demonstrationen, der viste flere ledende nazister der var mildest talt utrygge ved situationen.

I år har Fria Nationalister - måske ikke så overraskende - ikke indkaldt til demonstration i Lund. Det forventes i stedet, at en del medlemmer af Fria Nationalister vil deltage i Nationaldemokraternas (ND) demonstration i Stockholm. Fria Nationalister (FN) og ND har den seneste styrket deres samarbejde, blandt andet ved at FN fungerer som vagtværn for ND ved disses avis-uddelinger.

En anden svensk nazi-gruppe, Svenska Motståndsrörelsen (SMR), har indkaldt til demonstration i Stockholm allerede den 28. november. I stedet for at hylde kongen Karl XII vil de hylde "karoliner-ånden", en bestemt ånd de mener hvilede over soldaterne i den svenske hær i 1600-tallet. De har dog fået afslag på deres demonstrationsansøgning af politiet, men har trods dette valgt at opretholde demonstrationsindkaldelsen.