30. oktober 2014

Flere demonstrationer mod racisme, asylstramninger og diskrimination i Kbh.

Der er heldigvis rig mulighed for at gå på gaden for mangfoldighed og antiracisme for tiden.

I København har der været to demonstrationer vendt mod racisme og hetz mod minoriteter de sidste tre dage og en demonstration for transpersoners rettigheder i torsdags.

Og den kommende tid byder på flere demonstrationer mod racisme og forfølgelse af minoriteter, samt mod regeringen og oppositionens bebudede asylstramninger.

Sidste torsdag var der demonstration foran Christiansborg for transpersoners rettigheder. Lørdag afholdt initiativet Racismefri By en demonstration mod racisme, der gik fra Forum Station på Frederiksberg. Mandag havde Foreningen African Empowerment Center, AEC, indkaldt til protest mod udstillingen af nazisympatisøren og racisten, Dan Park’s værker, som Trykkefrihedsselskabet har fået stablet på benene i en kælder på Østerbro.

Flere demonstrationer i november

På lørdag, den 1. nov. har initiativet Gæstfrie i Halsnæs, der arbejder for et medmenneskeligt Halsnæs- og Danmark, indkaldt til demonstration mod asylstramninger, på Nytorv i Kbh. kl 14.00.

Demonstrationen skal lægge pres på regeringen og de øvrige politikere og få dem bragt på mere medmenneskelige tanker heder det i deres indkaldelse.

Søndag den 9. nov. markeres 76-årsdagen for Krystalnatten med en demonstration under parolen ”Nej til diskrimination i alle dens former - aldrig mere krystalnat” arrangeret af Arrangører Enhedslisten Nørrebro, Warehouse9, T-Lounge, SUF NØ og Til kamp for informeret samtykke. Demostrationen starter på Droning Louises Bro kl. 15.