30. marts 2013

Fiasko for svenske Nationaldemokrater

Det svenske naziparti Nationaldemokraterne meddelte onsdag i sidste uge, at de ville gennemføre en turne i Ostergotland med torvemøder. Antiracister og antifascister begyndte straks at mobilisere til modstand mod arrangementerne. Nationaldemokraterne indledte deres turne i de to byer Norrköping og Linköping i lørdags, hvor de ville afholde de første torvemøder.

Norrköping er en by på 90.000 indbyggere der ligger godt 160 km sydvest fra Stockholm. Linköping er Sveriges femte største by med 150.000 indbyggere og ligger knap 50 km. fra Norrköping.

Netværket Norrköping mod Nazisme havde forsamlet sig med en mindre gruppe aktivister og lokale ved Stadsbiblioteket. Efter et ophold med noget musik, gik forsamlingen mod den plads hvor Nationaldemokraterne havde anmeldt at ville holde deres møde. Nazisterne var i gang med at pakke deres ting ud da forsamlingen ankom. Der blev holdt tale mod nazisternes møde af en lokal beboer. Derefter trådte alle moddemonstranterne frem og krævede med høje tilråb nazisterne ud af byen. Der opstod håndgemæng med den kendte nazist Jimmy Windeskog da han forsøgte at gribe ud efter en af de lokale moddemonstranternes hund. Midt i alt dette optrin valgte politiet at gå ind og anholde to moddemonstranter og senere også en forbipasserende der havde råbt efter nazisterne.

Da Nationaldemokraterne senere ville begynde deres møde, druknede deres talere i buh-råb, slag-råb og larm fra fløjter. Flere lokale norrköbingboere havde på det tidspunkt tilsluttet sig antifascisterne. Dermed havde cirka 60 personer trodset kulden, for at vise nazisterne at de ikke var velkomne. Flere lokale lørdags-shoppende borgere gik også forbi nazisterne og gav dem fingeren. Blandt andet en 8-årig dreng, som gik forbi med sin far. Det lykkedes stort set, at overdøve nazisterne, så det ikke var muligt at høre deres taler.

Efter 40 minutter gav Nationaldemokraterne op og pakkede sammen under højlydte opfordringer til at de skulle skride ud af byen. Hele mødet på torvet kan beskrives som ydmygende fra start til slut for Nationaldemokraterne.

Lidt længere sydpå i byen Linköping forsøgte Nazisterne, at afholde et lignende møde på byens lille torv. Men også her blev de forstyrret af cirka 50 linköbingbeboere som viste, at nazisterne ikke var velkomne, ved at råbe buh-råb og drukne deres taler i høje tilråb. Da nazisternes møde var i fuld gang sprang en ung mand forbi politiets afspærring og forsøgte at rive Nationaldemokraternes banner ned. Det udløste lidt postyr og han blev ført væk af politiet.

Nazisterne i Linköping afsluttede deres arrangement før tiden på grund af den massive modstand fra antifascister og lokale borgere. Nationaldemokraternes bil blev ramt af stenkast da de forlod det centrale Linköping. Lørdagen blev en kæmpe fiasko for de svenske Nationaldemokrater og forhåbentlig får det dem til at stoppe deres anmeldte turne i Östergötland.