18. oktober 2014

Fængslet australsk antifascist kræver udlevering

Den 28-årige antifascist Jock Palfreeman fra Australien har siddet fængslet i Bulgarien siden 2007 for at hjælpe en roma, der blev overfaldet af nazister. Han og hans familie kæmper nu for, at han kan blive udleveret til Australien.

I december 2007 blev den dengang 21-årige Jock Palfreeman fra Australien anholdt i Bulgarien, efter at han var kommet en ung roma til undsætning, der blev overfaldet af en gruppe nynazistiske hooligans. Efter en retssag, der varede fra maj 2008 til december 2009, blev Jock idømt 20 års fængsel og han har siden siddet fængslet i Sofia. Det tyske blad Antifaschistisches Infoblatt fik for nylig mulighed for at besøge ham og lave dette interview. Interviewet er bragt i Antifaschistisches Infoblatt nr. 104 og bringes her med deres tilladelse (oversat til dansk af Projekt Antifa).

Hej Jock. Vi har allerede flere gange fortalt om din sag, den berører os meget. Du sidder i fængsel, fordi du hjalp en roma, der blev angrebet af racister. For det første: Hvordan har du det?

For det første vil jeg takke de europæiske antifascister for den kontinuerlige støtte, jeg er i form og er forberedt på at kæmpe med den bulgarske stat i yderligere 14 år.

Hvordan er din hverdag her i fængslet? Hvordan optræder de andre fanger og vagterne sig over for dig? Har du problemer med nynazister eller racister i mellem dem, når de hører om din sag?

Min hverdag er relativt enkel, kl. 6.30 og 8.30 bliver det kontrolleret om man er til stede, hvilket vagterne udnytter som tilbagevendende mulighed for at provokere. De hiver fangerne ud af deres senge og stiller os op på række. Hvis der ikke sker noget under kontrollerne, går jeg kl. 9 i computerrummet for at arbejde på mit studie i historie og politik. Adgangen til computer er meget vigtig for mig, fordi jeg er ordblind og har svært ved at skrive i hånden. Tiden i computerrummet er for mig frihed for min ånd, hvor mine fingre kan danse henover tastaturet.

Jeg kommer godt ud af det med de andre fanger, de sætter pris på min humor og min moral, der adskiller sig fra de fleste andre fangers. Jeg er kendt for min retfærdighedssans, hvilket også er grunden til, at jeg blev valgt som fangerepræsentant. Som regel er fangerepræsentationen et redskab til intern undertrykkelse af fangerne og det er ingen overdrivelse, når jeg taler om undertrykkelse. Når en fange fx går i sultestrejke eller en lignende form for protest, bliver fangerepræsentationen beordret til at intervenere af vagterne, hvilket ikke betyder andet, end at man skal intimidere og true den protesterende fange, hvilket sker enten med trusler om vold eller ved at gemme stoffer i hans celle og alarmere vagterne. Begge trusler finder rent faktisk sted og sker regelmæssigt. Under massesultestrejkerne og sit down protesterne, som fortrinsvis syriske flygtninge gennemførte i sommeren 2013, slog et medlem af fangerepræsentationen (Hisham Karmo) en syrisk flygtning (der beskyldes for illegal grænseoverskridelse) ned og stjal hans blyant og papir. Tyveriet af blyant og papir er udelukkende sadistisk. Jeg giver derimod blyant og papir til alle, der har brug for det (fx til at skrive klager). Under hele forløbet stod vagternes leder i døren.

Jeg forsøger at udligne denne slags undertrykkelse. Da jeg er i fangerepræsentationen for min blok, kan fangerne kræve, at jeg er til stede under visitationer og at jeg repræsenterer dem over for fængselsledelsen. Det betyder, at jeg har adgang til fanger, der behøver hjælp i kritiske situationer, fx ved hjælp i forbindelse med vidneudsagn eller ved klager over retslige afgørelser eller som behøver praktisk hjælp. Det ved de fleste vagter selvfølgelig og nogle af dem forsøger at forhindre mig i at være til stede i sådanne situationer.

Der er ikke så mange nynazister i fængslet. Ligesom i Rusland bliver nazisterne beskyttet af staten og bliver som regel ikke anholdt eller dømt. 70 % af de indsatte i fængslerne er romaer. Indtil nu har jeg endnu ikke mødt nogen nazi-romaer. HAHAHAH. Men jeg er sikker på, at der et eller andet sted i Bulgarien findes en enkelt. HAHAHHAHA. Jeg bliver ikke generet af racister, selv om det store flertal i Bulgarien er yderst racistisk. For det meste betragter de mig med medlidenhed. De synes, at jeg var naiv, fordi jeg har spildt mit liv på en ”beskidt sigøjner”.

For vores blads lidt yngre læsere, kan du måske endnu en gang berette, hvad der skete om aftenen den 28. december 2007? Hvad er den aktuelle status på din sag, hvilke muligheder afprøver I i øjeblikket?

Jeg holder det kort. Den 28. december 2007 gik jeg gennem Sofia for at lede efter en ven, der havde forladt en bar uden at sige noget. Da vi gik på hovedgaden i Sofias centrum, så jeg hvordan 12 nynazister fra fodboldklubben Levski Ultra råbte af en ung roma på bulgarsk, mens de jagtede ham hen ad gaden og slog ham. De råbte et ord, der betyder ”nigger” på bulgarsk. Jeg så på, indtil jeg så, at han ikke kunne flygte og løb så hen for at hjælpe ham. Nynazisterne angreb mig. Jeg holdt en kniv over mit hoved til advarsel for at få dem til at holde sig fra at angribe mig og romaen. Udover det råbte jeg på uforståeligt bulgarsk ”Gå tilbage” ”Hold op med at angribe”. Derefter kastede de i ca. 12 minutter brosten, cementstykker og mursten efter mig, jeg var fuldstændig omringet, så jeg måtte forblive i bevægelse for at beskytte mig. I sidste ende var de for mange. Jeg blev slået bevidstløs, da en af genstandene ramte mit hoved. Da jeg vågnede, havde politiet anholdt mig. De sagde, at en nynazist var blevet stukket og var død. Han hed Andrei Monov og var søn af Hristo Monov, der på det tidspunkt var parlamentsmedlem for det bulgarske socialistiske parti.

I min sag sker der intet på legalt vis, HAHAHAH, det går ikke fremad, min familie presser på, for at få mig udleveret til Australien for at afsone resten af min straf i et australsk fængsel. Men den ledende statsanklager i Bulgarien ligger under for regeringens kontrol (hvor Hristo Monov er blandt de førende politikere). Den ledende statsanklager er blevet påvirket af ham (Hristo Monov, red.) til generelt ikke at tillade nogen udleveringer til Australien. For at berolige nynazisterne har den ledende statsanklager gjort det offentligt, at de nægter at udlevere mig.

Hvad angår Bulgariens socialistiske parti (BSP), er det næsten umuligt at se forskel på nynazister og BSP, med deres rødder i den stalinistiske tradition. Faktisk har de siden maj 2013 dannet en koalition med det nynazistiske parti Ataka, hvis formand er den uglorværdige Volen Siderov. Det er vigtigt, at tage med, at siden min fængsling er flere sønner af BSP-politikere blevet anklaget for mord. I en særligt iøjnefaldende sag har en søn af en BSP-politiker dræbt to mænd, kun 100 m fra det sted, hvor jeg blev angrebet, fordi de snakkede engelsk. Retten lod ham forlade fængslet, så han kunne komme ud af landet. Dette tilfælde er endnu et eksempel på, hvordan regeringen blander sig i retsvæsenet.

Den australske journalist Belinda Hawkins har skrevet en bog om din sag, mere præcist om din fars kamp. Hvad betyder denne bog for dig personligt og hvorvidt har den politisk betydning udover din sag?

Bogen betyder rigtig meget, fordi den forklarer min sag helt grundlæggende. En hel bog står til rådighed for enhver, der alvorligt ønsker at vide noget om min sag. Da en journalist fra et sladderblad ville interviewe mig, vægrede jeg mig ved at tale med hende, indtil hun havde læst bogen, da det for mig ikke gav mening at snakke om min sag, da den er offentligt fremlagt i Belinda Hawkins bog.

Jeg kritiserer dog afpolitiseringen af min sag i bogen og at den ikke forklarer forbindelsen mellem nynazister og fodbold, som er svær at forstå for ikke-europæere. Tre dage efter min fængsling blev jeg stillet for en dommer i forbindelse med en kautionshøring. Dommeren lænede sig frem og råbte af mig: ”Du er en hooligan”. Jeg så mærkeligt på dommeren og sagde ”Men jeg kan jo ikke engang lide fodbold”. Der er mange kulturelle forskelle mellem Bulgarien og resten af Europa, der efter min mening ikke bliver tilstrækkeligt forklaret i bogen. Angribernes nazifilosofi (ideologi, red.) bliver fuldstændig ignoreret, så hele hændelsen bliver fremstillet som et værtshusslagsmål i stedet for et koldt kalkuleret, racistisk angreb af mennesker, der tolererer folkemord.

Du er medstifter af ”Bulgarske fangers rehabilitationsforening” (BPRA). Hvad er BPRAs mål?

BPRA kæmper for reformer af det bulgarske fængsels- og strafferetssystem. For at nå dette mål, må fangerne være solidariske med hinanden. Således er solidaritet et mål for BPRA. Ganske vist begrænser racisme og stoffer fangernes enhed stærkt. BPRA bruger European Recommended Prison Rules som vedtægter. I øjeblikket bliver ikke engang 1 % af de anbefalede regler fulgt i de bulgarske fængsler.

Hvilken slags støtte får du udefra?

Jeg er ikke sikker på, om dette spørgsmål retter sig mod mig eller BPRA. Jeg får penge af min familie. Derudover får jeg meget lidt støtte. I øjeblikket kan jeg ikke engang finde nogen, der kan oversætte min blog til bulgarsk.

Med hensyn til BPRA har vi netop åbnet en konto til at samle penge ind til et program for retshjælp. Ved siden af den praktiske hjælp til fanger håber vi at udbrede solidariteten i fængslet. Når vi kan forsvare os kollektivt, vil den enkelte have mindre angst for at stå inde for sine egne og andre fangers rettigheder. Uden en stabil solidaritet mellem fangerne ser jeg ingen mulighed for at gennemføre reformer i fængslet.

Vi forsøger at indsamle 200-300 Euro i måneden. Med disse penge kan 6-12 fanger få forsvar hver måned. Efter en dom er det ikke længere muligt at få retshjælp. De fleste fanger er underlagt vilkårene i fængselsforvaltningen, der ofte foretager ulovlige foranstaltninger. På grund af manglende finansiel støtte, kan disse foranstaltninger blive anvendt uimodsagt. Jeg regner med, at det med en verdensomspændende støtte af fængselsinitiativer er realistisk at indsamle 300 Euro per måned.

I slutningen af 2011 skrev du i et brev til os: "»I’m putting out a call to action to all those opposed to racism both on the street and in it’s institutionalised form of fascism.« Hvad vil du ellers gerne sige til vores læsere? Og hvordan kan de støtte dig og dit politiske arbejde?

Vi har ændret taktikken for min sag. I stedet for frihed kræver vi nu udlevering til Australien. Der ville jeg ikke længere være prisgivet racismen i fængselsforvaltningen og jeg ville være tættere på min familie og mine venner.

Men jeg stiller spørgsmål ved Bulgariens indtræden i EU og i Schengensamarbejdet, så længe det stadig optræder stalinistisk. Under sovjettiden blev udenlandske fanger efter 4-5 år udleveret til deres hjemlande. Selv om Bulgarien nu er med i EU, nægter de at udlevere mig til Australien. Det har sågar taget to år, før den ledende statsanklager har svaret på min anmodning.

Bulgarien har underskrevet den internationale aftale om udlevering af dømte personer. Det ville hjælpe rigtig meget, hvis europæere ville kræve overholdelse af denne aftale. Da europæiske skatteydere betaler milliarder til bulgarske politikere, kan de kræve mere af dem.

Mange tak for interviewet! Vi ønsker dig styrke og solidaritet!

Mange tak for jeres kontinuerlige interesse. Jeg har følelsen af, at vi i Europa har en hård vej foran os.

Skriv til Jock:

Jock Palfreeman Sofia Central Prison 21 Gen. N. Stoletov Bul. Sofia 1309 Bulgarien

freejock.com

BPRA