14. februar 2010

Europas største nazimarch blokeret i Dresden

Et massivt og mangfoldigt opbud af antifascister, blokerede lørdag en planlagt nazimarch i den østtyske by Dresden. Marchen tiltrækker årligt nazister i tusindtal.

Én af de mange blokader af nazisternes marchrute i Dresden, 13. feb. 2010.

De omkring 5.000 fremmødte nazister, nåede ikke at marchere så meget som en meter. De blev mødt af titusindevis af velforberedte demonstranter, der blokerede adskillige strategisk udvalgte steder i Dresden, så politiet måtte forbyde marchens afgang.

Blokader, menneskekæde og militans

Det er første gang det lykkes de tyske antifascister, at forhindre den årlige nazimarch gennem Dresden, der i flere år har været Europas største af slagsen. Græsrodsinitiativet bag blokaderne af marchruten, Dresden Nazifrei (Nazifrit Dresden), tilskriver dagens sejr til den folkelige bredde i modstanden.

"Tolv tusinde personer fra Dresden og resten af Tyskland har forseglet nazisternes samlingspunkt (...) Det var ikke let, der var sårede fra naziangreb og det var bidende koldt – men det var dét værd," udtaler Lena Roth, talskvinde for Dresden Nazifrei.

Ud over blokaderne, havde borgerlige lokalpolitikere, med Dresdens overborgmester i spidsen, indkaldt til en menneskekæde "mod intolerance og dumhed". Kæden stillede sig symbolsk i vejen, uden dog at være del af de konkrete blokader af nazisternes marchen. Over titusinde borgere deltog i denne protest.

I løbet af dagen kom det også til flere angreb på nazisterne, fra militante antifa-aktivister. Blandt andet blev en bus med nazister konfronteret, på vej ind i byen. Endvidere blev der bygget barrikader for at stå imod politiets gentagne forsøg på at rydde marchruten i tide.

Det kom til flere voldelige angreb fra nazisternes side, men til sidst måtte de opgive deres forehavende i Dresden, og blev eskorteret ud af byen af politiet.

Se kort videoreportage fra BBC: