20. november 2009

Elendigt valg for højreekstremisterne

DNSB og Frit Danmark fik vælgersmæk ved valget i tirsdags. Ingen af de to kom i nærheden af en byrådsplads.

Kommunal- og regionsrådsvalg 2009.

DNSB måtte nøjes med 63 stemmer til kommunalvalget i Greve, samt 556 til Region Sjælland. Henholdsvis 0,3 og 0,1 procent af de afgivne stemmer.

Før valget udtalte DNSB’s Jonni Hansen, at valget handlede om "noget symbolsk". Nu kan han vel passende tygge på det ’symbolske’ i kun at få sølle 63 stemmer i sin hjemby – en tilbagegang i forhold til sidste valg, i øvrigt.

Frit Danmark fik 182 stemmer til kommunalvalget i Odense, samt 2374 til Region Syddanmark. Henholdsvis 0,2 og 0,4 procent af stemmerne. Således kan de kandidater, der af formand Michael Ellegaard var blevet truet til at lade sig opstille, ånde lettet op. Der bliver ingen politiske poster til den racistiske lokalliste.

Trods det beskedne resultat blev det til fremgang for Frit Danmark, i forhold til valget i 2005. Dette viser vigtigheden af fortsat at arbejde med, at afsløre racisternes sande ansigt, lige meget hvor de dukker op.

Hver eneste stemme på højreekstremismen er én for mange.