17. august 2013

Effektiv modstand mod NPD´s valgkamp

Frem til parlamentsvalget i Tyskland den 22. september har NPD, ifølge eget udsagn, planlagt at besøge 130 små og store byer i hele Tyskland. Selvom valgkampsturneen for NPD kun lige er startet, er den dog allerede nu løbet ind i store vanskeligheder på grund af antifascistisk modstand.

Antifascistiske grupper mobiliserer i samarbejde med både lokalafdelinger af mainstream partier, lokale menneskeretsgrupper og borgerinitiativer mod Nationaldemokratische Partei Deutchland (NPD) og deres valgkampsturne. Antifascisterne mobiliserer til moddemonstrationer og blokader af NPD´s valgmøder via indymedia og forskellige blogs og hjemmesider. Udover regulære antifa- og andre venstrefløjsgrupper har også aktivister fra blandt andet der Linke, de Grønne, Piratpartiet og SPD (de tyske socialdemokrater) deltaget i flere af de byer, NPD indtil videre har forsøgt at fiske stemmer i.

NPD´s første stop på deres valgkampsturne var her i denne uge Rostock, her dukkede de op mandag morgen. De 10-15 ny-nazisterne kunne dog ikke få højtalerne til at virke på deres valgkampslastbil, som de selv kalder deres flagskib. Dette gjorde det meget nemt for de par hundrede fremmødte antifascister at overdøve dem.

Næste stop, Schwerin, ankom NPD´s rullende kampagne til tre timer for sent, og her blev de igen overdøvet af ca. 120 antifascistiske demonstranter.

Neumünster, som også var et stop på NPD´s rute mandag, aflyste partiet, angiveligt på grund af tekniske problemer. Her var 100 antifascister ellers også klar til at tage imod valgkampslastbilen.

Æg og tomater

Tirsdag formiddag nåede NPD´s valgkampsturne til Kiel, for også der at sprede deres hadefulde og fascistiske budskaber. De 15 ny-nazister fra partiet blev dog mødt med æg, tomater og larm fra 200 antifascister og NPD´erne nåede ikke særlig langt ud med deres budskaber, da de dels blev overdøvet og dels var pakket tæt ind af politiet, der lagde en ring om NPD´erne.

Senere på dagen gik det ikke bedre for NPD, da de nåede frem til Hamborg. Pladsen ved hovedbanegården i Hamborg, som NPD ellers havde planlagt skulle være stedet for deres valgmøde, var blevet indtaget af 800 antifascister. Politiet opgav at rydde pladsen for antifascister og besluttede i stedet at henvise nazisterne til et andet sted i byen. NPD-valglastbilen endte dog med at sidde fast i en trafikprop, og de måtte til sidst opgive deres projekt i Hamborg.

I Lünenburg ankom NPD sidst på eftermiddagen tirsdag, flere timer senere end planlagt og blev mødt af 300 antifascister. NPD´erne blev igen overdøvet og igen ramt af tomater og æg, og de blev igen også pakket helt ind af politiet. Umiddelbart efter NPD´s manifestation dukkede en gruppe på 15 lokale nazister op, de blev dog heldigvis opdaget af antifascisterne og nazisterne måtte tage flugten ind på en McDonalds.

Onsdag, gik det slet ikke bedre for NPD´s flagskib. I Oldenburg blev de 14 fremmødte NPD´ere og deres lastbil pakket ind af 200 kampklædte betjente, der igen dannede en ring, der skulle holde de ca. 60 moddemonstranter væk.

Nazi-march og forbud

I Bremen et par timer senere gik det helt galt for NPD´erne. Denne gang blev de mødt af 500 antifascister og flere hundrede kampklædte betjente måtte igen danne en ring rundt om NPD´erene og et par gange trække deres stave for at holde grupper af antifascister væk. Valgmødet i Bremen sluttede dog endnu hurtigere end nogen af de andre steder. NPD-folkene lagde nemlig ud med at spille et gammelt stykke march-musik fra det tredje rige, som blandt andet er kendt som noget af Hitlers yndlings musik. Det fik politiet til at forbyde NPD´ernes valgmøde, da de mente at musikken, i forbindelse med et valgmøde, er at sidestille med en nazistisk erklæring, hvilket er forbudt i Tyskland.

Midt på dagen torsdag blev de nu 13 NPD´ere omkring flagskibslastbilen igen overdøvet, denne gang af ca. 80 antifascister i Hannover. I Münster ud på eftermiddagen gik det endnu dårligere for NPD´s valgkampskaravane. Mange antifascistiske grupper og initiativer, blandt andet initiativet Nazis Keinen Meter (ikke en meter til nazisterne) havde samlet op mod 1000 mennesker. Nogen af de mange antifascister blokerede det sted, hvor nazisterne mentes at ville holde deres valgmøde andre igen gik i en stor demonstration mod NPD og for tolerance i området. Det lykkedes til sidst NPD´erne at holde deres vælgermøde, et sted tæt på det sted de oprindelige havde tænkt sig, men kun på grund af en massiv politi-tilstedeværelse. Politiet kunne dog ikke forhindre, at NPD´erne både blev overdøvet og ramt af tomater, æg og enkelte flasker. En kvindelig antifascist blev ramt i hovedet af en flaske og fik en flænge i panden. Lokale medier melder, at hun efter en tur på skadestuen, heldigvis er okay. En talsmand for NPD indrømmede allerede tirsdag til journalister, at modstanden giver NPD store logistiske problemer. En konsekvens af dette er, at NPD resten af valgkampen i højere grad vil prøve at holde deres møde-destinationer hemmelige. Dette gør de for at gøre det sværere for antifascister at mobilisere modstanden mod valgmøderne, men det betyder samtidig også, at NPD´erne selv får meget sværere ved at samle nye potentielle vælgere og aktivister til disse møder.

Fredag var det NPD´s plan, at deres valgkampslastbilen skulle til Hamm, Osnabrük og Dortmund, og i dag satser ny-nazisterne på at nå Erfurt, Bochum, Leipzig og Ladenburg. Alle stederne mobiliserede og mobiliserer antifascister mod dem. Hvordan det gik i går, og hvordan det går i løbet af i dagen i dag kan du følge på bloggen her.