13. august 2012

EDL i Stockholm – fra gadekrigere til mediestjerner

En busfuld antifascister tog i weekenden d. 3.-5. august fra København til Stockholm, for at støtte op om modstanden mod English Defence Leagues demonstration. Projekt Antifa bringer en lettere forsinket omtale.

Stop Islamization of Nations, SION, Stop Islamization of America, SIOA, Stop islamisation of Europe, SIOE og English Defence League havde i samarbejde med andre ”allierede” indkaldt til det første internationale Counter-jihad møde i det centrale Stockholm. Her skulle en lang række prominente højreorienterede fra hele verden tale.

Den 4. august var ikke en tilfældigt udvalgt dag, men dagen hvorpå den årlige Pride parade også løb af stablen i Stockholm. Sammenfaldet skal ses som et eksempel på pink-washing. Pinkwashing er et begreb som dækker over højreorienterede gruppers forsøg på at danne alliancer med LGBT-bevægelsen på et islamofobisk grundlag.

60 antifacister forlod fredag aften København. Ved den dansk-svenske grænse blev bussen tilbageholdt af svensk politi og samtlige aktivister registreret med navn og billede og efterfølgende visiteret. Dette forløb roligt og samtlige aktivister fik lov at fortsætte mod Stockholm. Da vi efter ankomsten til Stockholm gik i samlet flok mod demonstrationen, blev vi igen stoppet og visiteret af politiet. Her blev fire aktivister tilbageholdt, mistænkt for at ville medvirke til uroligheder. Alle blev løsladt senere på dagen, uden sigtelser.

Herefter fortsatte vi igen mod Norra Bantorget, hvor initiativet ”Stoppa EDL” havde indkaldt til demonstration mod English Defence League klokken 13. EDL-demoen skulle starte en time senere. Herfra lød opfordringen at være kreative, hvilket en gruppe vuvuzela-elskende antifascister havde fulgt og arrangeret en vuvuzelakoncert, i håb om at overdøve EDLs møde. En LGBT-gruppe havde ligeledes trykt t-shirts med teksten ”Not In My Name…”.

Den antifascistiske demonstration samlede mellem 700 og 1000 demonstranter. Det præcise antal var svært at vurdere, fordi mange sev fra demonstrationen og ud i sidegaderne. På det centrale torv, hvor antiracisterne stod i den ene ende, og EDL i den anden, forsøgte folk fredeligt at bevæge sig frem mod politikæden, for at kunne råbe og overdøve EDL’s demonstration. Efter der var blevet kastet et par kanonslag tog politiet imidlertid både gasmasker, heste og hunde frem og folk blev trængt tilbage. Derefter forsøgte en gruppe på omkring 40 maskerede antifascister, hovedparten fra Danmark, at trænge op mod EDL-demoen fra en lille baggade. Missionen lykkedes næsten, men 30-40 meter før man nåede frem til fascisterne gik politiet i mellem. Da ingen ønskede unødige konfrontationer med politiet trak gruppen sig tilbage.

EDL-demonstrationen var lille. Markant mindre end forventet. Det var ikke forventet, at EDL ville blive endnu færre end i Århus, men det blev faktum. Nogle tilstedeværende antifascister vurderede antallet til så lavt som 40, andre til cirka 70. Ligesom i Århus var der flere pressefolk end EDL-sympatisører til stede. Faktum er i hvert fald, at EDL-demonstranterne kunne være i én offentlig bybus, som politiet havde lånt til at eskortere dem ud. Anders Gravers og et par andre VIP’s blev eskorteret væk fra demoen i fuld udrykning af det svenske antiterrorkorps, bevæbnet med automatvåben.

Overordnet kan man sige, at EDLs forsøg på at skabe en skandinavisk bevægelse af gadekrigere er slået fejl. Demonstrationerne i både Århus, Stavanger og nu Stockholm har kun samlet en brøkdel af hvad EDL kan hjemme i England. Til gengæld er det lykkedes at skabe et samlet netværk af verdens førende antimuslimske enkeltpersoner, bloggere og organisationer. Selvom sidste lørdags demonstration ikke samlede mange deltagere, nåede budskabet ud til store mængder på grund af den store medieopmærksomhed.

Svenske Expo om EDL´s demonstration:

http://expo.se/2012/counterjihad-rorelsen-samlas-i-stockholm_5109.html

http://expo.se/2012/krigsretorik-vid-antimuslimskt-mote_5218.html

http://expo.se/2012/edl-knyter-tata-band-i-usa_5223.html

Moddemonstrationens hjemmeside