24. august 2012

Demonstration mod udvisning i morgen

I morgen klokken 13.00 er der indkaldt til demonstration i protest mod udvisningen af en asylansøger til Guatemala. Asylansøgeren, der er transkønnet, er flygtet fra Guatemala og frygter for sit liv på grund af hendes kamp for transpersoners rettigheder.

Demonstrationen starter foran Warehouse9 i Kødbyen, Halmtorvet 11 C i København. Efter demoen er der støttefest i Warehouse9 fra klokken 21.00

Nedenfor bringes arrangørernes pressemeddelelse:

Transpersoner protesterer mod udvisning af Fernanda Milan til Guatamala. Danmark respekterer ikke EUs konvention for flygtninge om trans identitet som asylgrund. Fernanda fortalte for nyligt på åben skærm i Aftenshowet, hvordan hun havde oplevet at blive voldtaget i Sandholmlejeren, hvor hun som asylsøgende transkvinde blev placeret i mandeafdelingen.

Hun flygtede og blev senere udsat for menneskehandel og solgt som prostitueret rundt om i Danmark. Efter et afslag på en asylansøgning til Flygtningenævnet, står hun nu overfor udvisning til Guatamala, hvor hendes liv er i fare. På lørdag demonstrerer en gruppe transpersoner fra den frivillige gruppe T-lounge Society og andre sympatisører mod udvisningen, samt mod at den danske asyllov ikke anerkender kønsidentitet, som en særlig social gruppe, der er berettiget til flygtningestatus, på trods af at direktiver fra EU og FN opfordrer til dette.

"Danmark anerkender ikke transpersoner som konventionsflygtninge, idet DK ikke har tiltrådt disse konventioner!" udtaler Søren Lauersen, LGBT Danmark. Den internationale LGBT organisation ILGA skriver entydigt på deres website, at Danmark ikke følger direktiverne, samt at transpersoner ikke er garanteret hensyntagen til deres kønsidentitet i asylcentre. Dette har vist sig med al tydelighed i Fernandas sag og understreges også i den efterfølgende afvisning af problemet fra både Dansk Røde Kors og Flygtningenævnet, som er ansvarlige for forløbet. Med demonstrationen ønsker arrangørerne at gøre politikere og offentligheden opmærksom på, at Danmark ikke opfylder FN menneskerettighedskonventioner, samt at forholdene for transpersoner i Danmark er kritisable også indenfor psykiatri, sundhed, jobintegration og socialt. Dette er specielt iøjnefaldende ovenpå Copenhagen Pride, hvor andre områder indenfor homomilljøerne oplever accept og integration på mange vigtige områder, såsom vielse i kirke, adoption, familieplanlægning og bedre vilkår på jobmarkedet. Mange transpersoner lever fortsat i samfundets randområder og må hver dag kæmpe for accept og basale rettigheder.

FAKTA

Oktober 2008:

Fernanda Milan angribes og trues af politiofficer i Guatamala. Fernanda er medlem af LGBT-organisationen OASIS og kæmpede for transpersoners rettigheder. Hun frygter at blive likvideret af politiet, hvilket ofte sker for menneskerettighedsaktivister i Guatamala og flygter fra landet.

2009:

Efter at have levet måneder under jorden i Guatamala flygter Fernanda til Europa og bliver senere med LGBT Danmarks hjælp indkvarteret i Sandholmlejeren som asylansøger. Her anbringes hun trods sin identitet som transkvinde i mandeafdelingen, hvor hun udsættes for voldtægt. Hun flygter og kommer i kontakt med prostitutionsmiljøet.

Februar 2011:

Fernanda reddes af politiet efter at have være udsat for menneskehandel og tvungen prostitution i 2 år i Jylland og København.

23. Januar 2012:

Efter et års ophold i Reden International’s krisecenter, får Fernanda afslag på sin asylansøgning.

8. August 2012:

Fernanda får besked om udvisning til Guatamala d. 17. September 2012. Dette sker efter et halvt års ventetid om appel og en genoptagning af asylsagen med hjælp fra Jurist Jens Bruhn-Petersen, som dog aldrig blev gennemført.

T-lounge Society - (Frivillig forening af transpersoner i Danmark)

Kampagne-video