6. december 2011

Debat om antifascistisk militans

I morgen onsdag gennemfører Libertære Socialister endnu et i deres række af debatarrangementer om militans. Projekt Antifa viderebringer invitationen.

I LS København har vi arrangeret en række på fire oplæg her i løbet af efteråret, hvor vi vil se nærmere på begrebet militans i dets forskellige betydninger og i forskellige sammenhænge. De ligger onsdag aftener, og nu på onsdag d. 7. december byder vi ind til tredje omgang.

Denne gang får vi besøg fra svenske antifascister, som vil lægge op til debat ved at fortælle om deres erfaringer fra den antifascistiske bevægelse i Sverige, hvor nynazister i løbet af de sidste tyve år har dræbt mere end 30 homoseksuelle, indvandrere, fagligt aktive og antiracister. Hvilke slags militans kan bruges i den antifascistiske kamp og hvilke ikke? Med hvilke begrundelser? Kom til oplæg og en garanteret livlig debat.

Arrangementet finder sted i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads og starter kl. 19, men allerede fra kl. 17.30 byder Støberiet på lækkert folkekøkken for både vegetarer (35 kr.) og kødspisere (40 kr.).