23. februar 2013

Cirkus SIAD floppede i København

Omkring 500 antifascister overdøvede SIAD’s demonstration tidligere i dag. 25 personer deltog i den racistiske markering.

Allerede klokken 10 begyndte antifascister at samle sig ved indgangen til Ørstedsparken. Omkring klokken 10.30 gik starten, og et sted mellem 400 og 600 antifascister gik i rask trav mod Søtorvet. Her stod en gruppe på 12 kampklare, øldrikkende fascister fra Danish Defence League, Vederfølner og det tidligere Dansk Front.

Da demonstrationen nåede ned af Frederiksborggade blokerede politiet vejen, så antifascisterne ikke kunne komme helt frem til Søtorvet. En mindre gruppe prøvede at komme via Nansensgade og Vendersgade, men blev stoppet af politiet. Her blev 32 personer anholdt. Det er uklart hvad de er sigtet for, men lørdag eftermiddag begyndte de at blive løsladt.

SIAD-demonstrationen var annonceret til at vare halvanden time og samle 50-100 deltagere, skrev de i deres politianmeldelse. Begge dele blev dog halveret. Demonstrationen samlede 25 personer og varede tre kvarter. Udover Anders Gravers og de tolv militante bestod sammenrendet af ældre folk fra bl.a. Den Danske Forening.

Lidt i tolv, mere end en halv time før demonstrationen skulle slutte, blev Anders Gravers eskorteret væk i bil af sine to bodyguards, mens gruppen af unge fascister blev eskorteret til sine biler af politiet. Selvom Gravers havde medbragt en megafon talte han ikke til den lille skare.

Ud af de 25 personer, der deltog i demonstrationen, der havde parolen "I dag er vi alle jøder", har i hvert fald to af dem ved en tidligere lejlighed deltaget i en Blood & Honour-koncert. Blood & Honour er et militant nazistisk netværk, der har en ekstremt aggressiv retorik overfor netop jøder. Flere andre har igennem enten politisk eller fodbold haft tæt kontakt med organiserede antisemitter.

Den antifascistiske demonstration fortsatte over Søtorvet til Blågårds Plads. Her blev den opløst.

"Det var en kæmpe succes. Selvom historierne om jødehad på Nørrebro var en oplagt mobiliseringsmulighed for SIAD, så blev demonstrationen en komplet fiasko. Dagen viste, at de ikke har opbakning til bruge Nørrebros jøder som slagtræ mod bydelens muslimer. Vi fik sat en tyk streg under, at København ikke ser stiltiende til, når racister mobiliserer i vores by," siger Anja fra AFA efter demonstrationen.

Læs Projekt Antifas liveupdate