24. februar 2015

Chikane og vold mod muslimer i kølvandet på skyderier

Efter skyderierne i København er der sket en stigning i antallet af hatecrimes mod muslimer og ikke etnisk danske borgere. Der er også flere racistiske udtalelser end sædvanligt på sociale medier. Antiracister opfordrer til sammenhold.

Muslimer og folk med mellemøsteligt udseende oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af angrebene 14. og 15. februar i København.

Læs kronikken »Den virkelige trussel mod de demokratiske værdier« hos Projektantifa.

Flere organisationer melder om en stigning i hatecrimes.

»Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC) til dr.dk«

Hun fortæller, at hun i den forgangne uge mindst har fået 10 henvendelser fra kvinder, der har været udsat for voldelige angreb eller anden form for chikane. Læs artiklen »Danske muslimer melder om hadske overgreb efter terror« hos DR

Islamisk Trossamfund fortæller til Dagbladet Arbejderen, at de mener, at der helt klart har været en stigning i antallet af henvendelser fra muslimer. der bliver udsat for vold og chikane ovenpå angrebet i København.

Læs artiklen »Flere muslimer udsat for voldelige hævn-overfald« hos Dagbladet Arbejderen

Flere af oplevelserne beskrives og deles på Facebook.

Af eksempler kan nævnes tilfældige overfald, hændelser hvor muslimske kvinder får revet deres tørklæder af og generelt en masse episoder, hvor der bliver råbt ukvemsord af tilfældige mennesker på gaden.

»I morges blev en af mine nære overfaldet af en mand, som råbte "Fuck dig" og tog kvælertag på hende og slog hende i bussen, til hun væltede«, skriver Sara på sin Facebook-profil mandag.

En far beskriver en oplevelse i et indkøbscenter, hvor han tiltaler en fremmed mand, der helt umotiveret har slået hans lille søn, hvortil overfaldsmanden svarer: »Det har han godt af! I skal bare lære at opføre jer ordentligt, sådan nogle som jer!«

Læs nævnte opslag på Facebook

Den kontroversielle DF’er Mogens Camre har udtalt, at alle andre partier end DF bærer medansvar for terrorangrebet og medlemmet Aia Fog har givet De Radikale skylden for angrebet.

Læs artiklen»DF-medlem smidt ud: Gav Kronprinsen og Thorning skylden for terror« hos TV2.

Byens borgere må stå sammen på tværs af etnicitet og tro

Initiativet København For Mangfoldighed, der startede som et modinitiativ til Pegida-organisationens ugentlige demonstrationer sætter også fokus på den seneste tids hatecrimes.

Den seneste tids stigning i overgreb mod muslimske medborgere fik dem til at indkalde til deres sidste demonstration under parolerne »Mangfoldighed, tolerance og respekt for forskelligheder«.

»Overfaldene på muslimske medborgere er lige så forkerte som skuddrabene sidste weekend. Heldigvis er ingen af overfaldene endnu endt med dødelig udgang. Hvis ikke det skal ske, er der behov for, at vi samlet tager afstand fra det ene - såvel som det andet«, udtaler Jakob Lausch Krogh, talsperson for København for Mangfoldighed i en pressemeddelelse.

De mener, at det nu er vigtigere end nogensinde, at byens borgere står sammen på tværs af etnicitet, tro, kultur og seksuel orientering og opfordrer alle københavnere til at møde talstærkt op og vise Pegida, at der ikke er brug for mere had.

København for Mangfoldighed demonstrerer hver mandag i København.

Oplever du diskrimination, af dig selv eller andre, så kan du blandt andet melde det til Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination DRC.