28. oktober 2010

Brandattentat udløser spontandemo i Berlin

Projekt Antifas udsendte reportere var med da en spontan demonstration i Kreuzberg, Berlin, onsdag aften protesterede mod 3 nazistiske angreb natten forinden.

Sådan så infoshoppen M99 ud efter brandattentatet natten til onsdag.

Natten til onsdag lagde bydelene Neukölln og Kreuzberg i Berlin, hus til hele 3 nazistiske angreb. Henholdsvis 2 infoshops og en fagforeningsaktivist fik i løbet af natten besøg. I Kreuzberg gik det udover infoshoppen M99, der blandt andet sælger T-shirts, klistermærker, plakater osv. M99 ligger centralt placeret i Kreuzberg på Manteuffelstraße, en sidegade til Waldemarsstraße, hvor Antifaschistische Linke Berlins butik, Red Stuff ligger.

Omkring kl. 03.00 om natten alarmerede beboere i huset brandvæsnet, efter at have opdaget branden. Takket være deres hurtige reaktion, nåede brandvæsnet at få slukket branden, inden den spredte sig til resten af huset, som er en beboelsesejendom. Mirakuløst kom ingen til skade under branden og kun beboerne på 1. sal måtte evakueres.

Små 200 meter ned af sidegaden ligger butikken Red Stuff. Her har nazisterne samme nat malet nazistiske og racistiske slagord og symboler. Begge butikker har tidligere været udsat for nazisternes hærværk og figurerer da også på en oversigtsside over ”fjendens mål” på en nazistisk hjemmeside.

I nabobydelen Neukölln var det heller ikke en stille nat. En fagforeningsaktiv der i øjeblikket er vidne i en sag mod nazister, vågnede op til en dødstrussel malet med graffiti på huset og en smadret ringeklokke. Politiet formoder at nazisterne har fået tilgang til mandens adresse via sagens akter, ligesom at alt peger i retning mod at det er samme gerningsmænd/kvinder der står bag nattens attentater.

Mål for højreekstremister

Sidste vinter var områderne Kreuzberg og Neukölln i Berlin også mål, da en racistisk voldsbølge ramte byen. Lokale barer, partikontorer og kulturforeninger blev overdynget med maling og graffiti og fik smadret deres ruder hvorefter der derefter blev sat højreekstrem propaganda op i området. Højreekstreme har givetvis en ekstra interesse i netop områderne Neukölln og Kreuzberg da der bor mange med ikke etnisk tysk baggrund og altid har været kendt for at høre til de venstreorienteredes kvarterer.

Spontan demonstration

Onsdag aften samledes omkring 250 demonstranter for at protestere mod attentaterne og for at vise at Kreuzberg og Neuköllns beboere står sammen imod højreekstremistisk vold. Demonstrationen der blev afholdt i det centrale Kreuzberg startede til tiden og gik i rask trav, for at komme længst muligt inden politiet fik nys om situationen. Det varede dog ikke længe før politiet ankom og forsøgte at overtage kontrollen. Da demonstranterne var hurtige og kendte området godt, var det dog svært for politiet. Demonstrationen splittede op og flere steder begyndte folk at bygge barrikader. Flere steder blev affyret fyrværkeri, romerlys og kanonslag.

Det var tydeligt at se hvorledes bydelens beboere var venligt stemt overfor demonstrationen. I mere rolige øjeblikke tog demonstranter og beboere sig god tid til at få snakket gårsdagens hændelser igennem. I en gade nær infoshoppen M99 blev omkring 40 demonstranter tilbageholdt, visiteret og anholdt. Det vides ikke på nuværende tidspunkt hvorfor, og om de er på fri fod igen.

Demonstrationen bar præg af sammenhold og god energi, og at samle omkring 250 mennesker på mindre end et døgns mobilisering, må siges at være en succes.