14. januar 2013

Brandangreb mod italienske fascister

Det nye år begyndte dårligt for det italienske fascistparti Forza Nuova, hvis kontor i byen Bonifati i det sydlige Italien blev udsat for et brandangreb af ukendte gerningsmænd.

De italienske fascister har fortalt, at store mængder dokumenter, medlemsinformation, flag, bannere og bøger er blevet ødelagt. Kontoret i Bonifati er partiets regionale hovedkvarter i provisen Cosenza. Branden begyndte om natten lørdag den 5. januar. Stueetagen udbrændte, før branden blev slukket, og kort efter kollapsede etagerne ovenover på grund af de store skader, som branden forårsagede.

Forza Nuova blev grundlagt af Roberto Fiore og Massimo Morsello i 1997. Partiet været voldsomt kritiseret for deres kampagner imod immigration og homoseksualitet.

Både Fiore og Morsello blev efter bombeangrebet på hovedbanegården i Bologna i 1980 anklaget for at have været involveret sammen med syv andre. I Bologna-massakren døde 85 mennesker, og mere end 200 blev såret. Fiore og Morsello flygtede på grund af anklagerne først til Tyskland og derefter til England. Her blev Fiore gode venner med Nick Griffin. Italien begærede de to udleveret, men blev afvist af England med begrundelsen, at de udelukkende var anklaget for noget politisk, hvilket skyldes, at de to var anklaget for at have ”konspireret” om angrebet – ikke at have udført det. Både Fiore og Morsello vendte efter en årrække i England tilbage til Italien, hvor de grundlagde Forza Nuova.