16. marts 2012

Bombemordet i Søllerødgade – 20 år efter

16. marts 1992 blev den 29-årige socialist Henrik Christensen dræbt da han åbnede en brevbombe i Internationale Socialisters lokaler på Nørrebro. Det er i dag 20 år siden. Selv om mordet aldrig er opklaret pegede alt på, at bomben var sendt af fascister.

Da tiden gik i stå

Klokken var 11.32 mandag den 16. marts 1992, da en kraftig bombe sprang i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. Den 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt på stedet. Lokalerne brød i brand, og i den efterfølgende brandslukning gik mange af de potentielle beviser tabt. På væggen hang et ur tilbage – gået i stå klokken 11.32.

Henrik Christensen var aktiv i IS. Han efterlod sig sin død kone og en fire-årig søn. Han var ligesom resten af IS involveret i kampen mod den yderste højrefløj, og havde indtil kort før sin død været meget aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme. Fem dage før sin brutale død, skrev Henrik i et indlæg i Det Fri Aktuelt, under overskriften ”Syndebukkepolitik”:

”Kun ægte socialisme, hvor almindelige mennesker har magten, kan én gang for alle afskaffe racismen og de andre dårligdomme vores samfund lider af. Men også i dag kan vi komme langt i kampen mod racismen, hvis danskere, indvandrere og flygtninge sammen kæmper for et bedre liv, i stedet for at slås mod hinanden.”

Så sent som om lørdagen, blot to dage før bombesprængningen havde Det Fri Aktuelt bragt en helsidesartikel om Internationale Socialister og organisationens politiske arbejde.

Den politiske reaktion

Allerede samme aften forsamledes antiracister, socialister, familie og venner til en spontan manifestation foran IS’ bombede lokaler. Ingen var i tvivl om, at morderne skulle findes på den yderste højrefløj.

På et pressemøde dagen efter bomben sprang, sagde IS’eren Leif Mikkelsen: »Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel. Politiets arbejde i sagen er også politisk forfølgelse.«

Hans kammerat, Anders Schou fra IS i Århus, udtrykte sig et par dage senere således: »Drabet på Henrik er det første politiske mord i Danmark siden 2. Verdenskrig. Men vi må ikke lade os skræmme. Vi må ikke tie. Kampen mod racisme kræver nu yderlige opbakning.«

Lørdag den 21. marts indkaldte Internationale Socialister til mindemanifestation for Henrik Christensen. Op mod 15.000 deltagere gik fra det raserede kontor i Søllerødgade til Blågårds Plads. Ved demonstrationen talte blandt andet IS’eren Adam Johansen: »Vi er samlet for at vise sorg og forfærdelse over det politiske mord på Henrik, men også for at vise de rabiate racister, at vi ikke lader os skræmme til tavshed af politisk terror. Vi er chokerede, og derfor er vi også bange. Vi havde ikke forestillet os, at det kunne koste livet at være politisk aktiv. Men vi vil ikke grave os ned. Vi står over for en politisk forbrydelse, og vi forventer en fordømmelse af denne terror fra politisk hold og en indsats fra offentligheden for, at den bliver opklaret.«

Efter demonstrationen udtalte også Henrik Christensens enke, IS’eren Connie Skjold Henriksen, sig: »Fra første øjeblik har jeg været sikker på, at det var nazister og racisterne, der har sprængt Henrik i luften. Men jeg tror, at det var en tilfældighed, at det var ham, der blev dræbt. Måske var det også en tilfældighed, at terroristerne slog ned på vores kontor i Søllerødgade.«

Opklaringsarbejdet

I tiden efter bombemordet blev sagen prioriteret højt. Politiet nedsatte en ti mand stor enhed med deltagelse af PET for at finde morderne, ligesom Scotland Yard blev involveret på grund af deres erfaringer med sprængstoffer. Alt sammen uden at bære frugt. Blandt andet kunne man ifølge politiet ikke finde såkaldte objektive spor på mordstedet, dvs. rester af sprængstof og detonatorer. Eksplosionen, den efterfølgende brandslukning og politiets ualmindeligt klodsede indsats på gerningsstedet, hvor man ikke forhindrede brandvæsenet i, flere gange at gennemspule inventaret og butikslokale i efterslukningen, havde fjernet alle spor. Det eneste man med stor sandsynlighed kunne sige var, at der var blevet anvendt et brisant sprængstof som trotyl.

Samme aften som bomben var sprunget, henvendte et postbud sig til politiet. Postbuddet kunne oplyse, at han samme formiddag havde afleveret et stor, tung prøvekuvert, lidt større end en telefonbog, i IS’ postkasse. Samtidig kunne man ud fra skaderne på Henrik Christensen og lokalet konstatere, at bomben var sprunget mellem hænderne på ham. Derfor konkluderede politiet, at bomben med stor sandsynlighed havde været i prøvekuverten, og var sprunget, da Henrik 10 min. efter sin ankomst til IS-lokalerne havde åbnet dagens post.

Ret tidligt blev politiets efterforskningsarbejde voldsomt politiseret. Politiet udtalte, at man arbejdede ud fra flere teorier, blandt andet den, at der kunne være tale om, at ofret selv havde været i gang med at producere en bombe, der så ved et uheld var detoneret. Samtidig valgte PET at iværksætte telefonaflytning af IS’ lokaler i Århus – i øvrigt med terrorparagraffen som grundlag – samt af fire medlemmers private telefoner. Alligevel afviste efterforskningsleder, Kriminalinspektør Bent Hansen kort tid efter, at det var tænkeligt, at Henrik selv havde arbejdet på den bombe der dræbte ham.

En bombe fra højre?

Der var dog rigeligt med spor der pegede mod højre. Dagen efter bombemordet modtog Bent Hansen et tilståelsesbrev, underskrevet »Frit Danmark, K 12«. »K 12« er formentligt en henvisning til den svenske krigerkonge Karl den 12., der i netop de år blev hyldet årligt af svenske nationalister og nynazister ved en march i Lund.

I brevet, der var dateret 16. marts 1992 stod: »Bent Hansen Vi kan meddele at det var os der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere overfor det danske folk. Derfor denne aktion. Flere vil følge. hilsen Frit Danmark K 12«

Kriminalinspektør Bent Hansen udtalte til B.T. om brevet 11 dage efter mordet: »Jeg fik for nogle dage siden et maskinskrevet brev på to en halv linje fra det såkaldte Frit Danmark K 12. Men jeg opfatter ikke brevet som en tilkendegivelse af, at nogen tager skylden for bomben. Og der står ingen antydninger om dansk indvandrerpolitik.«

Tre dage efter bombesprængningen foretog politiet også ransagninger mod den senere Blood & Honour-leder Marcel Schilfs hus i Birkerød, og en anden nazist, hvor de fandt bombemateriale. Samme Schilf blev også efterforsket året efter i forbindelse med en række østrigske brevbomber afsendt af nationalisten Franz Fuchs og igen i 1997, da den danske afdeling af den nazistiske terrorgruppe Combat 18 afsendte tre brevbomber til engelske mål. Ransagningen førte aldrig til sigtelser mod Schilf.

I 1998 stod PET-meddeleren Frede Farmand frem i TV 2 og fortalte, at han tre måneder før bombedrabet havde advaret sin kildefører i PET i Århus om, at der i nazistiske kredse var forlydender om en kommende bombesprængning i Søllerødgade. Farmands optagelse af en samtale med nazilederen Albert Larsen fra Partiet De Nationale, hvori denne fortæller Farmand om bomben, blev ifølge Farmand overdraget til PET på bånd. Det har PET sidenhen benægtet.

Trods de mange spor, der pegede i retning af nazistiske kredse, er ingen nogensinde blevet pågrebet for mordet.

Den politiske samtid

Bombedrabet kom som en overraskelse for de fleste. Kun få havde forudset, at den udvikling, der i samme periode gik igennem mange europæiske lande, også ville ramme H.C. Andersens trygge, demokratiske eventyrland.

I perioden voksede der i resten af i Europa med Tyskland som epicenter en brutal nynazistiske bevægelse frem. I Nordyskland stod nazistiske grupper bag brandattentater på flygtningelejre, mens racistiske skinheads i Sverige med jævne mellemrum myrdede flygtninge, indvandrere og homoseksuelle.

Fra 1983 til 1995 stod personer fra den yderste højrefløj i Sverige bag i hvert fald 17 drab. Ingen steder udgjorde nazisterne en trussel mod samfundets magtorganer – men overalt udgjorde de en trussel mod alle, der ikke passede ind i deres verdensbillede. Brevbomber var på dette tidspunkt og senere i 1990’erne et meget anvendt terrormiddel blandt nazister i Europa, hvilket man bl.a. så i England, Østrig og Sverige. I På sin vis var det derfor heller ikke uforudsigeligt, at fascister kunne tage menneskeliv i Danmark.

Siden anden halvdel af firserne var både nazistiske grupper som Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, DNSB og Partiet De Nationale, samt racistiske og anti-muslimske grupper som Den Danske Forening, Nationalpartiet Danmark og Stop Indvandringen skudt op i hele landet. Den udenomsparlamentariske højrefløj gennemførte alt fra offentlige møder og propaganda-aktioner til trusler, hærværk, vold og brandattentater mod minoritetsgrupper og venstrefløjen.

Selvom der var tale om politiske tendenser med visse modstridende holdninger, så var der meget mere, der forenede, end der skilte. Den aggressive holdning til venstrefløjen var et af de steder, hvor hele spektret af udenomsparlamentariske højrefløjsgrupper marcherede i fælles takt.

De aktiviteter medførte naturligvis reaktioner, især fra den organiserede venstrefløj. En af de stærkeste symboler i slutfirserne blev Fællesinitiativet mod Racisme. Initiativet stod bag demonstrationer og blokader, når racistiske og nazistiske grupper forsøgte at organisere sig og gå i offensiven.

Nazister: venstrefløjen er fjenden

Bombedrabet i Søllerødegade var den foreløbige kulmination på et halvt årtis vækst og radikalisering af den yderste højrefløj.

Tre år før bombedrabet talte den daværende DNSB-leder, Povl Heinrich Riis-Knudsen, ved nazipartiets fejring af Adolf Hitlers 100-års fødselsdag om vigtigheden af kampen mod venstrefløjen. Talen var gennemsyret af en militant retorik og et budskab, man ikke behøver at lede mellem linjerne for at finde: Venstrefløjen skal knuses.

Riis-Knudsen er naturligvis hverken den første eller sidste af højrefløjens ideologer, der har agiteret for vold mod venstrefløjen, men talen ved Hitler-festen er alligevel sigende. Der bliver trukket en klar, rød tråd fra nazidiktaturets jødeudryddelser til nynazisters overfald på venstrefløjsaktivister.

I 1992 havde man i Danmark og i resten af Nordeuropa en voksende og stærkt militant, nazistisk og racistisk bevægelse, der i ord hetzede mod indvandrere og venstrefløjen, og som i handling begik en lang række brandattentater, hærværksbølger, overfald og i vores nabolande sågar mord på sine modstandere. I Naziterroren kom til Danmark 16. marts 1992, og krævede sit første dødsoffer. Begivenheder med fascistisk vold og terror, både herhjemme og i resten af Europa, har desværre vist, at bombemordet i Søllerødgade ikke var et enkeltstående angreb.

20 år senere

I dag er mordet på Henrik Christensen og angrebet på IS og den danske venstrefløj fortsat uopklaret. Politiet har for længst sat efterforskningen i bero og har åbenbart ikke fundet anledning til at tage den op. Til trods for det, er efterforskningsmaterialet hermetisk lukket for offentligheden, med den begrundelse, at en mulig opklaring ville blive ødelagt hvis offentligheden fik kendskab til dele af materialet.

Selvom mordet måske aldrig bliver fuldt opklaret, fortsætter kampen for retfærdig alligevel. Henriks død førte til en opblomstring af den antifascistiske bevægelse i Danmark. Kampen mod fascismen blev i lyset af mordet ekstra vigtigt, netop for at undgå gentagelser.

I dag udgør fascistisk terror stadig en reel trussel mod venstrefløjen og alle andre, som fascisterne ser som deres fjender. Derfor er det vigtigt at huske bomben i Søllerødgade og Henriks død, som en lokal påmindelse om, hvad fascisme i sidste ende er: vold der agerer gennem systematisk vold, for et samfund uden frihed og en udryddelse af socialismens ideer om fællesskab, lighed og demokrati.

Artiklen er en omskrevet udgave af artiklerne på hjemmesiden http://16marts.dk

I anledning af 20-året for Søllerødgadebomben præsenterer Projekt Antifa en film af Produktionskollektivet Opbrud, ”Bombemordet i Søllerødgade”, der fortæller historien om bomben, dens samtid og reaktionerne. Den kan ses gratis her