7. september 2014

Bevidst sabotage eller intern magtkamp hos myndighederne?

De ni mord på immigranter, som den nynazistiske gruppe NSU stod bag, blev i årevis bagataliseret af de tyske myndigheder. En ny undersøgelse kritiserer i skarpe vendinger de lokale myndigheder og rejser spørgsmålet, om man kan tale om bevidst sabotage fra deres side.

I november 2011 begik de to nynazister Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt selvmord i en autocamper efter et mislykket bankrøveri. Kort tid efter blev det hus, de havde boet i, sprængt i luften. Nogle dage senere modtog pressen en dvd, hvor Uwe Mundlos, Uwe Bundhardt og Beate Zschäpe indrømmede mordene på en række immigranter. I dvd’en kaldte de sig Nationalsozialistischer Untergrund (NSU). Beate Zschäpe havde sprunget huset i luften for at ødelægge potentielle beviser. Hun var nu på flugt, men overgav sig efter få dage.

Både i resterne af huset og i autocamperen fandt politiet våben og højreekstrem propagandamateriale. Blandt våbnene fandt politiet det mordvåben, som NSU havde brugt til de ni mord på immigranter, de begik fra 2000 til 2007. Et andet våben kunne knyttes til drabet på en politibetjent i 2007. Politiet nægtede at se racisme som motiv bag mordene på de ni immigranter og gik i stedet ud fra, at de skyldtes interne opgør i den kriminelle underverden. Allerede i 2006 demonstrerede 2000 mennesker med immigrantbaggrund i Kassel for at få sat en stopper for den serie af mord, der var i gang. Heller ikke det fik politiet til at anerkende muligheden af, at der lå racisme bag.

I august 2014 kom den nedsatte undersøgelseskommission af NSU-mordene til den konklusion, at den tyske efterretningstjeneste Verfassungsschutz (den tyske pendant til FBI), samt politiet og statsadvokaterne i delstaten Thüringen havde fejlet fuldstændig i deres efterforskning af mordene. Forkvinden for kommissionen mente, at ”Fejlene var så groteske, at man ikke kan undgå at få mistanke om decideret sabotage, eller som minimum et indtryk af, at man hos efterretningstjenesten vendte det blinde øje til.”

Fiaskoen begyndte allerede i 1998, da politiet i forbindelse med en razzia mod 7 nazister i Jena i Thüringen fandt et stort våbenlager i en garage, som Beate Zschaepe havde lejet. Selvom Uwe Böhnhardt var til stede i begyndelsen af razziaen, fik han lov til at gå, hvorefter trioen fra NSU gik under jorden. Det meste af tiden opholdt de sig i Thüringen hjulpet af lokale nazister. Efterretningstjenesten i Thüringen modtog mange tegn på, hvor de tre opholdt sig. Blandt andet fandt man allerede i 1998 i våbenlageret en liste med over en række topnazister i Tyskland og deres telefonnumre. Efterretningstjenesten vurderede, at listen ikke kunne bruges til noget og undersøgte aldrig, om de tre nazister på flugt kunne have taget kontakt til nogle af de nazister på listen, som de tydeligvis havde kontaktoplysningerne på.

Endnu et eksempel på efterretningstjenestens fejl ses med den højtstående nynazist Tino Brandt. Han stod i mange år i tjeneste hos efterretningstjenesten og modtog frem til 2001 200.000 D-Mark. Pengene brugte han til at opbygge det lokale nazimiljø i Thüringen, og man mistænker ham for også at have givet nogle af pengene til NSU. At efterretningstjenestens penge er gået til at styrke nazisterne viser, hvor kritisabel deres strategi med at hverve nazister som informanter er. Tino Brandt beskriver selv sin rolle som værende ”et bud” for NSU. Et af vidnerne i den retssag, der er i gang mod NSU, har karakteriseret ham som en af gruppens støtter. Som en del af hans arbejde som informant gav Tino Brandt efterretningstjenesten hentydninger til, hvor NSU befandt sig, men man fulgte ikke op på hentydningerne. Tværtimod valgte man ifølge undersøgelseskommissionen at vildlede politiet til at tro, at den eftersøgte trio befandt sig i USA på et tidspunkt, hvor man vidste, at de tre var i Thüringen, men uden at man forsøgte at opspore dem.

Ikke kun efterretningstjenesten i Thüringen har begået katastrofale fejl. Også den nationale efterretningstjeneste fejlede fuldstændig. De fravalgte at se racisme som motiv og valgte i stedet at efterforske pårørende, venner og bekendte til de myrdede. En hustru til en af de myrdede fik for eksempel at vide, at hendes mand havde haft en affære. Det var en lodret løgn, hvilket efterretningstjenesten udmærket vidste, men man håbede, at hun ville blive så vred, at hun ville fortælle om det, man troede, var motivet: et opgør i det kriminelle miljø.

Der har tidligere været en undersøgelse af den nationale efterretningstjeneste og politi. Den blev afsluttet for halvandet år siden. Den var ikke ligeså skarp i sin kritik som den undersøgelseskommission, der netop har undersøgt de lokale myndigheder i Thüringen, men også den konkluderede, at myndighederne har fejlet i deres indsats. Den nationale kommission skyder dog skylden på Tysklands føderalistiske struktur, hvor der både findes politi og efterretningstjeneste på nationalt niveau og for hver enkelt delstat. Delstaterne har også egne parlamenter og lovgivning, som dog er underlagt den nationale lovgivning. For eksempel er hash forbudt i Tyskland, men grænsen for, hvor meget besiddelse af hash til eget forbrug du må have, varierer fra delstat til delstat. Derfor mente den nationale kommission, at magtkampe og stridigheder over, hvem der besad hvilke informationer, og hvem man burde videregive information til, ødelagde efterforskningen. Alligevel lyder konklusionen også her, at de nationale myndigheder ikke tog racisme som motiv i betragtning, og man efterspørger derfor en mentalitetsforandring hos myndighederne, når det handler om racisme. Undersøgelseskommissionen i delstaten Thüringen kræver ligesom delstatsparlamentet, at man fremover overvåger efterretningstjenestens arbejde. Blandt andet for at undgå at efterretningstjenesten ender som en stat i staten uden for demokratisk kontrol. Som konsekvens af skandalen har cheferne for efterretningstjenesterne i fire delstater samt den nationale efterretningstjeneste mistet deres jobs.

Retssagen mod NSU er stadig i gang. Mere end 130 retsdage er allerede gået, og man forventer, at retssagen afsluttes i december 2014. Retsdagene går med bevisførelse og vidneafhøringer og er meget langtrukken. Kun meget lidt nyt kommer frem. Beate Zschäpe er hovedsigtet, mens fire andre også sidder på anklagebænken for at have støttet NSU. Hverken Beate Zschäpe eller to af de andre anklagede har udtalt sig, siden retssagen gik i gang. De to sidst har talt i retten. Dommeren og statsadvokaten prøver at reducere retssagen til at handle om, hvorvidt de anklagede er skyldige i mord eller ej, mens firs civilklager forsøger at få den racistiske og nazistiske baggrund for drab og bombeattentater på dagsordenen. De firs civilklager kommer fra pårørende til de myrdede og er en del af retssagen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor myndigheder fejlede så katastrofalt i årevis. Man kan frygte, at retssagen ikke formår at finde svar på det, ligesom undersøgelseskommissionerne heller ikke har gjort det.