24. september 2011

Berlin vs. Paven

Reportage: Projekt Antifas udsendte medarbejder var i Berlin under pavens besøg i torsdags. Følgende er en beretning fra moddemonstrationerne.

Paven ankom til Berlin i et fly fuld af journalister, klar til at følge ham rundt i Berlin. Han landede i Tegel lufthavn ved 10-tiden. Her blev han budt velkommen af Tysklands præsident, Christian Wulf, samt Angela Merkel.

Samtidig var der indkaldt til en moddemonstration, også i lufthavnen. Desværre imødekom politiet ikke demonstranternes ønske om også at hilse på paven, så demoen blev afholdt uden for ankomsthallen, langt fra pavens fly. Flyet var landet på lufthavnens militære område.

Til demoen var blandt andet en happening, hvor en alternativ pave holdt tale, mens et par nonner og en munk delte kondomer ud og kastede med konfetti, mens de råbte "halleluja" og "Hölle, Hölle, Hölle" (helvede, helvede, helvede (red.)) Pavens scepter var udsmykket med lyserøde dildoer og hendes gyldne kappe med omvendte kors og teksten "WHAT THE FUCK". På det største banner til demoen stod: "Hvis jomfru Maria havde fået en abort, så var vi sluppet for alt det her".

Demoen varede ikke længere end en lille time, da der i løbet af formiddagen var opfordret til at lave decentrale aktioner omkring pavens rute, indtil dagens store moddemonstration kl. 16, hvor paven skulle holde tale i Rigsdagen.

Demonstrationen var oprindeligt planlagt til at starte fra Brandenburger Tor, men politiet havde afspærret området omkring Rigsdagen. Derfor blev der heller ikke givet tilladelse til at samles ved Brandenburger Tor, tæt ved Rigsdagen. I stedet startede demonstrationen på Potsdamer Platz, en smule længere fra Rigsdagen.

Demonstrationen var indkaldt meget bredt, med foreningen LSVD (Lesben- und Schwulenverband in Deutchland [Forbundet for lesbiske og bøsser i Tyskland (red.)]) som hovedarrangører. Adskillige andre grupperinger og organisationer var medarrangører og flere forskellige blokke var arrangeret. Udover de etablerede venstrefløjspartier og en hel række homo-, bi- og trans- organisationers blokke, var en blok for ofre for seksuel vold og en blok arrangeret af det venstreradikale initiativ NotWelcome. Demoen samlede 15.000 mennesker.

Initiativet WHAT THE FUCK havde om aftenen indkaldt til en manifestation i Kreuzberg, uden for det sted paven var indlogeret. Manifestationen var indkaldt under parolen Schlafslos (søvnløs (red.)) og var en larmedemo for at forsøge at holde paven vågen i løbet af natten.

Lydvognen spillede høj techno og flere demonstranter havde medbragt fløjter og horn. Politiet var talstærkt tilstede for at holde demonstranterne på afstand så paven kunne få sin nattesøvn. Om han kunne sove eller ej kan kun guderne vide.