15. maj 2011

Berlin: Nazimarch i Kreuzberg forhindret

Lørdag eftermiddag forsøgte nazister fra blandt andet NPD at marchere i Berlin. Massive protester sikrede, at marchen ikke flyttede sig en meter.

Ruten var planlagt til at starte i Kreuzberg og bevæge sig videre ind i Neukölln. I begge bydele bor der mange med anden etnisk baggrund end tysk og venstreorienterede og det er typisk herfra at venstreorienterede og alternative aktiviteter udspringer fra.

Nazisterne havde mobiliseret til marchen i al hemmelighed, hvilket medførte at antifascister først blev bekendt med planerne dagen inden marchen. Marchen er et led i kampagnen ”Ausländer raus” (Udlændinge ud, red.) drevet af nynazister fra Berlin. Selve marchen var indkaldt under parolen ”Wahrheit macht frei” (Sandheden gør fri, red.), en tydelig henvisning til skiltet over kz-lejren Auschwitz’ indgang: ”Arbeit macht frei” (Arbejde gør fri, red.).

Politiet kendte i dagene op til marchen nazisternes rute, men nægtede at offentliggøre den. Antifascister mødtes alligevel lørdag formiddag for at være klar til at reagere, så snart samlingsstedet for nazisterne blev opdaget.

Omkring klokken 12 samledes omkring 120 højreekstremister ved U-bahn-stationen Mehringdamm i Kreuzberg. Politiet var i forvejen på stedet for at muliggøre nazisternes march, men ikke mange øjeblikke efter blokerede op imod 500 antifascister vejen foran nazisterne. Politiet formåede at omringe cirka halvdelen af antifascisterne, men de fleste slap løs igen da nazisterne pludselig løb ned af stationens nordlige nedgang og op ad den sydlige for at komme om på den anden side af politiafspærringerne og havne midt i den antifascistiske blokade. De omringede antifascister befandt sig nu på den modsatte side af politiets kæder, men brød igennem dem for at komme tæt på nazisterne, der forsøgte at starte deres march.

Dette lykkedes dog langt fra, da de var omringet af moddemonstranter indtil politiet igen fik lagt en ring imellem nazisterne og antifascisterne. Ved 13-tiden opløste nynazisterne selv deres samling og trak sig tilbage til U-bahnstationen fulgt af en regn af flasker, bananskræller og tomater.

Under nazisternes udbrudsforsøg blev flere migranter der opholdt sig på U-bahnstationen overfaldet og en yngre mand stukket ned. Senere på aftenen samledes antifascister i Kreuzberg til en spontan demonstration mod nazi-terror og repression.