11. juli 2013

Berlin: Massiv racistisk mobilisering op til åbning af nød-asylcenter

I Hellersdorf, en østlig bydel i Berlin åbner snart et nød-asylcenter i et gammelt gymnasium. Asylcenteret skal huse 400 flygtninge fra Syrien. I tirsdags, under et informationsmøde, var stemningen blandt de 1000 fremmødte så hadsk og racistisk, at flere sætter lighedstegn med stemningen op til pogromerne i Rostock i 1992.

NPD-Berlins formand Sebastian Schmidtke (briller og ternet skjorte) til informationsmødet.

I midten af juli opstod et borgerinitiativ kaldet ”Borgerinitiativ Marzahn-Hellersdorf”. Dette initiativ er imod åbningen af et flygtningehjem og har siden opstarten fået op i mod 1200 støtter på Facebook. Initiativet, som forsøger at fremstå som et initiativ støttet af almindelige borgere, uddelte under informationsmødet flyers der sætter lighedstegn mellem det kommende asylcenter og kriminalitet, skraldeproblemer, tvangsprostitution og narkohandel. I Tyskland skal alle publikationer underskrives af en ansvarlig person der hæfter for indholdet. I dette tilfælde var dette Thomas Crull, en højtstående aktivist i NPD-Berlin.

Til informationsmødet havde Borgerinitiativet Marzahn-Hellersdorf fået trykt T-shirts med påskriften ”Nein zum Heim” (Nej til hjemmet, red.). Flere af de fremmødte bar t-shirten.

Informationsmødet var indkaldt af bydels-borgmesteren, for at komme de borgere i møde, der havde ytret modstand mod, at Hellersdorf skulle modtage de 400 flygtninge. Forud for mødet, var forventet op til 400 fremmødte. Dette viste sig at være for lavt sat. Omkring 1000 mennesker mødte op til mødet, der derfor var fyldt til randen. Flere topfolk fra NPD var mødt frem. Heriblandt var formanden for NPD-Berlin Sebastian Schmidtke, der også står bag den nynazistiske hjemmeside NW-Berlin og driver tøj- og våbenbutikken Hexogen. Et kvarters tid inde i mødet får Schmidtke fat i mikrofonen og bliver jublende modtaget af mødet. Jublen bliver kun højere, da han begynder at tale. Igennem hele mødet bliver enhver udtalelse der udviser forståelse for flygtningene eller der taler for en åbning af asylcenteret buhet ud, mens alle racistiske og hadefulde ytringer bliver båret frem af tilhørernes klappen, jublen og paroler.

Udover den hvide T-shirt fra borgerinitiativet, går en anden t-shirt igen hos tilhørerne. Dette er en sort t-shirt hvor der på ryggen er skrevet datoerne 22-26.8.1992. I disse dage oplevede Tyskland de værste pogromer siden 2. verdenskrig. Her blev et flygtningecenter angrebet og sat ild til, af en frådende menneskemasse, mens politi og stat kiggede væk. Læs tidligere artikel om Rostock-progromerne

Efter mødet samledes omkring 100 antiracister til en spontan demonstration. I dagene efter er der opstået et netværk der vil forsøge at hjælpe flygtninge der i den næste tid vil ankomme til Hellersdorf.