23. juni 2012

Asylbørnene skal ud af centrene nu!

Endnu et initiativ vil presse den "nye" regering og dens støtteparti Enhedslisten, til at leve op til løfterne fra før valget om at bedre de umenneskelige forhold asylansøgere i Danmark er fanget i.

Initiativet hedder ganske enkelt "Asylbørnene Ud Nu". Statistikken taler sit eget tydelige sprog: 128 børn har nu boet i mere end et år på et asylcenter. 82 af dem i over to år. Enkelte op til 10 år. Den gennemsnitlige opholdstid i asylcentrene var i 2007 på tre år. Nogle børn har boet i op til 7 forskellige centre. 9 ud af 10 asylbørn har fysiske og psykiske symptomer som; hovedpine, tristhed mm. minimum en gang om ugen. Det samme gælder ellers kun for hvert femte barn i Danmark. 44% af asylbørnene placerer deres liv nederst på en skala, hvor de skal markere deres eget liv fra "bedst muligt" til "værst muligt", det gør kun 3% af børn i resten af det danske samfund.

Alle undersøgelser som der er foretaget af asylbørns trivsel, peger på, at børnene tager mere og mere psykisk skade, jo længere tid de bor i centrene.

Allerede efter et år begynder en kraftig effekt at vise sig. Røde Kors har selv gennem årene gjort opmærksom på, at deres centre ikke er egnede til at opholde sig i, i over et år.

Bag initiativet til "Asylbørnene Ud Nu" står en række personer bl.a.: Eva Smith, juraprofessor, Ole Asmussen, tidligere departementschef, Bente Rich, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Cathrine Marchen Asmussen, dokumentarfilminstruktør, Michala Bendixen, grafiker, Tine Lange, konsulent, Jesper Brieghel, kommunikationsrådgiver, Cathrine Huus, journalist.

Hvis du vil støtte initiativet "Asylbørnene Ud Nu" så gå ind på deres hjemmeside og skriv under her:

http://www.asylboerneneudnu.dk/