22. juli 2012

Asylansøgere siger STOP!

Sultestrejker og protester har bredt sig over landet, for retten til asyl og humane vilkår. Protesterne fortsætter – trods mediernes ignorance og manglende politisk opbakning.

Den 1. maj startede syriske kurdere, der har søgt asyl i Danmark en sultestrejke i Hanstholm asyllejr. Sultestrejken spredte sig i løbet af maj måned til asyllejre i hele landet. DenS 23. maj flyttede en gruppe iranere ind i Stefanskirken på Nørrebro, hvor de startede en sultestrejke. En gruppe iranere sultestrejkede samtidigt udenfor Sandholmlejren.

I slutningen af maj måned sultestrejkede mere end 80 mennesker i Danmark. Det er mennesker, der har fået afslag på asyl i Danmark, men ikke kan rejse tilbage til det land de er flygtet fra.

Den 30. maj stoppede de sultestrejkende syriske kurdere deres sultestrejke, for at fortsætte protester på nye måder. Siden har gruppen af iranere foran Sandholm stoppet deres sultestrejke, men forsat deres protest i et telt foran Center Sandholm.

Onsdag d. 25. Juli kl. 19 inviterer en gruppe flygtningevenner fra Nørrebro derfor til folkekøkken og debat arrangement i medborgerhuset på Kapelvej.Der vil være oplæg fra de protesterende asylansøgere, fra både Center Sandholm og Center Sigerslev. Efterfølgende vil der blive lagt op til debat, diskussion og handling. Et måltid mad koster 25 kr.- og øl og vand kan købes, alt overskud går, selvfølgelig, til de afviste asylansøgere.