22. juli 2013

Årsdag for Breivik-massakren på Utøya og Oslo

Den 22. juli 2011 myrdede Anders Behring Breivik 77 uskyldige civile og sårede yderligere 319 i Nordens største fascistiske terroranslag siden Anden Verdenskrig.

Efter at have sprunget en bombe i regeringskvarteret i Oslo, som dræbte otte, fortsatte Breivik til AUF, Arbeidernes Ungdomsfylkings sommerlejr på Utøya. Her skød og dræbte han 69 personer, den yngste 14 år, før han overgav sig til politiet.

Norsk markering af toårsdagen

I Norge markeres årsdagen for massakren i Oslo og på Utøya, samt ved en række lokale mindehøjtideligheder, arrangeret af AUF.

"22. juli var i allerhøjeste grad et politisk angreb. Terroraktionen var et angreb på et politisk parti, og årsagen til angrebet var modstand mod vores politik, som handler om mangfoldighed og et flerkulturelt samfund," udtaler Eskil Pedersen, formand for AUF, til den norske avis Klassekampen.

AUF håber at 22. juli fremover vil blive en kampdag imod racisme og højreekstremisme.

Breiviks tilregnelighed og retssag

Forud for retssagen blev Breivik mentalundersøgt af to hold eksperter. Den første undersøgelse diagnosticerede ham med paranoid skizofreni og hævdede, at Breivik led af vrangforestillinger. Der blev imidlertid sået tvivl om holdbarheden af denne diagnose og en efterfølgende mentalundersøgelse konkluderede, at Breivik ikke er sindssyg, men godt nok lider af en antisocial og narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Dermed var han tilregnelig og kunne strafforfølges som normalt.

Spørgsmålet om Breiviks tilregnelighed blev en varm kartoffel, ikke bare juridisk, men også politisk. Et samfund må reagere forskelligt på henholdsvis en enkelt ’gal mands værk’ (et udtryk flere borgerlige debattører anvendte om Breiviks handlinger) og et veltilrettelagt politisk terrorangreb.

Massakren var uforståelig, men det samme kan man sige om holocaust, der ligeledes var en politisk terrorhandling rettet imod en specifik gruppe ’modstandere’, begrundet i en specifik ideologisk tænkning. I Breiviks tilfælde var det en islamofobisk konspirationsteori, der i korte træk går ud på, at religiøse arabiske kræfter og europæiske politikere skulle arbejde for en islamisk kolonisering af Europa.

Retssagen endte med at Breivik blev idømt 21 års forvaring, for drab, drabsforsøg og terror, med krav om mindst 10 års afsoning. Dommen var en særlig fængselsdom, der i Norge giver mulighed for forlængelse hvert femte år.

De politiske følgevirkninger

Hvad blev så samfundets reaktion på Breiviks handlinger?

Breiviks tidligere engagement i det norske Fremskrittspartiet (FrP), spillede en væsentlig rolle i den følgende samfundsdebat. Det samme gjorde den hidtil ret ukendte ’counterjihad’-bevægelse, som Breivik er tilhænger af.

To år efter kan man imidlertid ikke sige noget entydigt om, hvor vidt FrP og de øvrige islamofobiske strømninger i Norge er blevet styrket eller svækket. På den ene side har det været nødvendigt for FrP, at moderere sin retorik vedrørende indvandrere og muslimske borgere i den offentlige debat. På den anden side har denne strømlining formentlig en stor del af æren for, at partiet nu i højere grad anses for stuerent af de øvrige borgerlige partier.

Den 9. september i år er der valg til det norske parlament, Stortinget. Ifølge meningsmålinger er det sandsynligt at den nuværende regering, anført af Arbeiderpartiet, vil tabe valget til den borgerlige opposition, som består af partierne Høyre, Kristelig Folkeparti, Venstre og FrP. Hvis de borgerlige skal kunne danne regering bliver det formodentlig nødvendigt for dem at danne koalition med FrP. Dette ville være en historisk styrkelse af FrP og den norske højrefløj i det hele taget.

Hvad angår den mere fanatiske counterjihad-bevægelse, så er det også gået frem og tilbage. På den ene side har flertallet af offentlige debattører og akademikere taget afstand fra bevægelsens fremmedfjendskhed og teorier. På den anden side har counterjihadisterne opnået en taletid som de blot kunne drømme om tidligere. Nu bliver deres platform styrket yderligere, og de vil få bedre mulighed for at fremstille deres synspunkter som legitime.

Norges absolut mest fremtrædende counterjihad-tilhænger, Peder Are Nøstvold Jensen (bedre kendt som bloggeren Fjordman), har nemlig modtaget en pris i år fra den anerkendte stiftelse Fritt Ord. Prisen som er på 75.000 norske kroner vil Fjordman bruge til at udgive en bog om massemedierne og det akademiske miljøs reaktioner på Breivik-massakren. Kort sagt et forsvar for sin egen islamofobiske tænkning.

Grobund for vold

Kontrasten er skærende. Fritt Ord er stiftet med det formål at styrke ytringsfriheden. Fjordman er Breiviks politiske hovedinspiration og er citeret flittigt i Breiviks såkaldte manifest, hvori han begrunder sit angreb på ytringsfriheden og demokratiet. Kritikere peger netop på, at Fjordmans tænkning danner grobund for vold.

Vi må ikke glemme Breiviks vold

Debatten om ytringsfrihed og fascistisk vold har fået nyt moment efter Breiviks terrorhandlinger, men det kniber med den politiske vilje til at tage konkrete skridt for at undgå at historien gentager sig selv.

Endnu mere sørgeligt kan det virke, når næstformanden for den nationale støttegruppe for Breiviks ofre, John Hestnes, udtaler at de "prøver at glemme" Breivik.

Hvis Breivik bliver glemt har demokratiet og mangfoldigheden for alvor tabt. Hvis nazismens rædsler ikke i tilstrækkelig grad har lært os, at tage os i agt for højrekræfterne, så lad os tage ved lære af 22. juli.