22. november 2011

Antiracister holdt nynazister fra Viborgs gader

En lokal antiracistisk manifestation holdt lørdag en gruppe nynazister fra Danskernes Parti fra gaderne i Viborg.

Nazilederen Daniel Carlsen.

Siden Viborg for Mangfoldighed for et par uger siden offentliggjorde sine demonstrationsplaner lørdag den 19. november, midt under Danskernes Partis aktivistweekend, har det nynazistiske parti gjort hvad de kunne, for at sværte og splitte den antiracistiske bevægelse.

Udover at spamme især de lokale medier til med pressemeddelelser har partitoppen kimet den lokale venstrefløj ned med tilbud om ’dialog’ og ’debat’ - med det formål at splitte det antiracistiske arbejde og legitimere deres egen nazistiske baggrund.

Daniel Carlsens tropper havde delvist held med deres projekt. En ung SFU’er gik i baljen og udsendte sammen med nazilederen en fælles pressemeddelelse, der dog hurtigt blev undsagt af både et lokalt SF-byrådsmedlem og SFU’s formand. Modkraft har i to omgang dækket den historie (her og her).

Selve demonstrationen forløb uden dramatik. Små hundrede personer deltog, heraf tyve fra Århus. Politiet lagde på dagen en jernring om byen, og ransagerede blandt andet den århusianske bus. Samtidig blev Carlsen og hans små tyve følgesvende holdt tilbage i deres lejede spejderhytte et kvarters kørsel uden for byen.

Fra de lokale antiracisters side er der tilfredshed med at det lykkedes at stable en manifestation på benene, og at nazisterne dermed ikke kunne gå på gaden.