13. september 2014

Antifascister fængslet efter demonstration i Stockholm

Stockholms Politi fortsætter den hårde linie mod byens antifascister. Fem er nu fængslet efter demonstrationen mod Svenskarnas Parti 30. august.

Fredag gennemførte politiet i Stockholm en række ransagninger og anholdelser rettet mod personer, der angiveligt deltog i protesterne mod Svenskarnas Parti stort opslåede march igennem Stockholm for to uger siden. Fem personer er nu varetægtsfængslet sigtet for voldsomt opløb (der svarer til §134a i Danmark), vold mod tjenestemand og vold.

Politiet siger på sin hjemmeside, at de forventer flere anholdelser i den nærmeste fremtid.

Fængslingerne sker efter en periode, hvor politiet i Stockholm har faret hårdt frem mod antifascistiske og antiracistiske aktiviteter. Sidste år gennemførte de flere razziaer rettet mod folk, som politiet hævdede var medlemmer af Revolutionära Fronten og Antifascistisk Aktion. Også på gaden har politiet i forbindelse med protesterne Sverigedemokraternas mange torvemøder i Stockholm de seneste uger anlagt en hård linie, hvor antiracister er blevet bortvist eller anholdt for at råbe eller fløjte under racisternes tale.

Der er valg i Sverige søndag, hvorfor det forventes at antallet af fascistiske og aktiviteter dykker den kommende tid.