2. marts 2010

Antifascisme er ikke illegalt

I går blev en antifascist anholdt og sigtet for overtrædelse af terrorloven. Et forsøg på at kriminalisere selve antifascismen, udtaler AFA.

Politiet har angrebet hele den antifascistiske bevægelse.

Mandag aften flød danske online medier over, med historier om Politiets Efterretningstjenestes (PET) anslag imod den antifascistiske bevægelse. "Voldelig politisk ekstremisme," siger PET. "En kriminalisering af den anti-fascistiske bevægelse," siger talsperson for AFA til Modkraft.dk.

Vilde anklager

I sagen er en enkelt person varetægtsfængslet, sigtet for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 114f (terrorloven), angiveligt for at have deltaget i registrering af personer og grupper på den yderste højrefløj.

I medierne florerede det efterfølgende med forlydender om, at den sigtede havde tilknytning til Antifascistisk Aktion (AFA), hvormed gruppen blev trukket ind i PET’s terrorbeskyldninger. AFA afviser imidlertid selv dette forhold:

– AFA er ikke nogen kriminel eller illegal organisation. De her anklager om, at vi er indblandet i vold og terror er helt hen i vejret, udtaler talsperson Anders Lind i en pressemeddelelse.

AFA afviser i øvrigt at tage stilling til, hvorvidt den sigtede er tilknyttet gruppen eller ej.

Antifascisme er ikke illegalt

Det er svært at se PET’s anklager som andet end et angreb på alle antifascister. Den kommende tid vil vise, om anklagerne overhovedet holder i retten. Samtidig bliver det interessant at følge de politiske reaktioner på dette forsøg på, at kriminalisere det antifascistiske arbejde.

Læs også:

Modkraft: Anti-Fascistisk Aktion: Terroranklage er helt hen i vejret

Modkraft: Svenske journalister: kortlægning af højre-ekstreme er stadig nødvendigt