31. maj 2013

Anmeldelse: Queer Jihad-bog

Crash course i queer, homosex, selvforsvar, graffiti, tolerance og dyb solidaritet. Queer Jihad´s nye bog er på gaden. Læs anmeldelsen på Projekt Antifa.

Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker, er en bog, der ved første øjekast ligner noget, der er et stykke fra, hvad vi normalt beskæftiger os med på Projekt Antifa, nemlig antifascisme, antiracisme og asylaktivisme.

Og så alligevel ikke - for når vi anmelder bogen, er det fordi, at bogen og gruppen der har skrevet den, Queer Jihad (QJ), meget præcist og let forståeligt peger på, hvordan queer-aktivisme er og bør være en del af den antifascistiske kamp. Queer Jihad formår i deres aktivisme såvel som i deres tekster at række langt udover den meget akademiske og begrænsende tilgang til queer man tit møder. I stedet formidler gruppen en queer-kamp, som både rummer gode aktivistiske værktøjer og vigtige og brugbare politiske positioner i kampen mod undertrykkelse.

Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker er først og fremmest et koncentrat af, hvad Queer Jihad tidligere har produceret af tekster og billeder - hovedsagligt fra deres store produktion af zines. (zines; undergrundsblade ofte fotokopierede eller trykt billigt og tit i A5 format eller mindre) Queer Jihad har siden 2005 spillet en meget stor rolle i at få både queer-aktivisme og en række vigtige problematikker omkring undertrykkelse af især seksuelle og kønsmæssige minoriteter længere ud end nogle få snævre cirkler.

Queer som i bog-zine

Bogen er som Q.J.’s zines og plakater både fanden i voldsk, vred og provokerende, men heldigvis også både meget fordomsfri, reflekteret og ofte virkelig sjov, hvilket også gør teksterne velegnet til højtlæsning. Q.J. skriver selv på en af bogens første sider, at bogen både kan læses fra den ene ende til den anden, eller at man som læser kan bladre rundt i den efter behag. Den sidste model er klart at foretrække, og selvom bogen har en god indholdsfortegnelse og en vis orden og kronologi, føles bogen mest af alt som et kæmpe rigt zine.

Som læser kan og bør man gå på opdagelse i denne bog af mange grunde. Man kan både gøre det som en god indførelse i, hvad queer egentlig er, eller i alle fald kan være. For en af Q.J.’s store bedrifter er, at de gennem tiden har formået at præsentere queer-kamp på tilgængelige og brugbare måder. Man kan også læse bogen som søgende eller frustreret bi-, hetero-, homoseksuel eller transperson, der ikke føler sig hjemme i de snævre kategorier, samfundet oftest har at tilbyde en - for også på dette område er det en bog, der indeholder både teoretiske og praktiske positioner, man kan læne sig op af og afprøve. Men man kan også, hvad der er nok så vigtigt i denne sammenhæng, læse bogen som antifascistisk aktivist, der ønsker at blive inspireret af det store katalog af forskellige aktivistiske praksisser Q. J. præsenterer.

Det personlige er politisk

Bogen tager som resten af Q.J.’s arbejde udgangspunkt i det personlige og ofte også det intime. De mange forskelligartede tekster; taler, digte, interviews, guides, reportager, manifester, essays, læserbreve, sexnoveller, klistermærker, plakattekster og artikler m.m., handler næsten alle om helt konkrete personlige erfaringer med undertrykkelse og måder at bryde fri af undertrykkelse på.

Den undertrykkelse Queer Jihad beskæftiger sig med er oftest på baggrund af seksualitet og køn, men Q.J. arbejder også med undertrykkelse omkring hudfarve, klasse og religion. Gruppen viser på forskellige måder i tekstsamlingen, hvordan undertrykkelsen af forskellige minoritetsgrupper hænger sammen, hvad enten den foregår på baggrund af hudfarve, seksualitet eller køn. For selvom de fleste eksempler er på kampe omkring køn og seksualitet med udgangspunkt i homo, biseksuelle og transkønnedes hverdage og kampe, er bogen på ingen måde kun forbeholdt seksuelle eller andre minoriteter.

Q.J. har helt tydeligt selv deres afsæt i homo-, bi og trans-aktivisme og smækker gerne en masse pikke, røvhuller og et par kusser i hovedet på læseren, men bogen handler om langt mere end bare sex og identitet. Et læserbrev fra en ung homo i det mørke Jylland, en trans der skal overvinde sig selv og shoppe dametøj, en tekst om at være kvinde og have skæg, eller en reportage om queers der patruljerer i H.C. Ørstedsparken for at bashe back (slå tilbage), hvis det bliver nødvendigt, handler i højeste grad også om at forsøge at skabe et tolerant samfund fri for undertrykkelse. På den måde bliver de forskellige personlige erfaringer kædet sammen og udvidet af hinanden, og de giver læseren mulighed for at forstå, hvad undertrykkelse er og gør på forskellige niveauer.

Den lille smule malurt, vi har at hælde i bægeret, er, at SE! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker til tider gentager sig selv. Dette skyldes paradoksalt nok nogle af de ting, der også er bogens store styrker - nemlig at den er en rig samling af kortere tekster med meget personlige og direkte perspektiver. Dette, sammen med bogens smukke men til tider lidt rodet zine-æstetik, gør, at man af og til risikerer at tabe tråden. Det er dog ikke værre end, at man bare kan slå ned et par sider længere fremme eller tilbage i bogen og læse videre med stor fornøjelse. Queer Jihad har med deres imødekommende stil og store politiske overskud formået at gøre det, de også har gjort gennem deres aktivisme – at komme personlige eksempler og klare budskaber for derigennem at gøre komplicerede konflikter og begreber håndgribelige og brugbare. Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker, forlaget Solidaritet, 304 sider. Bogen er rigt illustreret og udkommer på fredag den 31. maj og kan bestilles her

Queer Jihad´s hjemmeside