8. november 2014

Afgørende uge for polske fascister

Polen går en skelsættende uge i møde, hvor fascister først forsøger at gennemføre endnu en stor voldelig march og derefter forsøger at blive valgt ved lokalvalgene. Polske antifascister tror det kan gå begge veje.

Den kommende uge vil vise, om de senere års stigende støtte til fascister i Polen har slået rod eller om den er på tilbagegang. Først i forbindelse med den årlige ’Uafhængighedsmarch’ den 11. november og derefter ved lokalvalgene den 16. november.

Hooligans på stemmesedlerne

Polske fascister dannede sidste år det nye parti Ruch Narodowy (RN – National Bevægelse). RN blev dannet af organisationerne bag ’Uafhængighedsmarchen’ efter en årrække med stadig større opbakning til marcherne. Det nye parti er et forsøg på at bruge de store marcher som springbræt til parlamentarisk indflydelse.

Ved Europaparlamentsvalget i maj stillede RN for første gang op til et valg. Med en stemmeprocent på blot 1,4 % kom partiet ikke ind. Partiets ambition om at få flere stemmer ved de kommende lokalvalg, forventes at få indflydelse på tirsdagens ’Uafhængighedsmarch’, der tidligere år har været præget af hooligans, der primært ville slås.

- Ruch Narodowy vil forsøge at vise sig som et stort nationalt parti. Hver enkelt slåskamp vil blive set som et nederlag, men med hooligans, så vil der komme slåskampe, fortæller Jacek Purski fra den antiracistiske organisation Nigdy Więcej (Aldrig mere).

I Polen spiller hooligans en stor rolle i samfundet. Det er en stor gruppe, de er velorganiserede og de er systemkritiske. Hooligans fylder meget i Ruch Narodowy, der er en samling af organisationerne Obóz Narodowo-Radykalny (ONR – National Radikal Lejr) og Młodzież Wszechpolska (MW – Polsk Ungdom).

ONR var i mange år en mindre gruppe, hvis største demonstrationer tiltrak omkring 100 bomberjakkeklædte skinheads. MW har derimod været mere parlamentarisk orienterede og var tidligere en slags ungdomsorganisation for Liga Polskich Rodzin (LPR – Ligaen af polske familier). LPR sad fra 2005-2007 i regering med Prawo i Sprawiedliwość (PiS – Ret og retfærdighed), der havde Kaczyński-tvillingerne som præsident og statsminister.

Med samlingen af ONR og MW i Ruch Narodowy har de været i stand til at appellere til en større gruppe, hvilket har afspejlet sig i de seneste års stigende deltagelse i ’Uafhængighedsmarcherne’. Bevægelsen er meget traditionel højreorienteret, de er konservative katolikker og tager meget udgangspunkt i historien før 2. verdenskrig.

Populister bruger sociale medier til at blive valgt ind

Mens RN ikke fik parlamentarisk succes i første omgang, så kom det populistiske fascistiske parti Kongres Nowej Prawicy (KNP – kongressen af det nye højre) ind med tre medlemmer ved Europaparlamentsvalget. Det er første gang i mange år, at partiet har været parlamentarisk repræsenteret nogetsteds. Ifølge Jacek Purski hænger den pludselige fremgang dog også sammen med skuffelsen over andre partier.

- Mange så dem (KNP, red.) som en ny magt, der var uden for det sædvanlige politiske spekter. Nogle andre end de politikere, som man er trætte af. Mange stemte på dem, fordi de så dem som noget nyt, der havde nye svar.

I modsætning til RN er KNP et typisk populistisk parti med nemme svar på svære spørgsmål og med en karismatisk leder som absolut frontfigur. Partiet er meget aktive på de sociale medier, hvilket har betydet at de igennem flere år har stået til omkring 20 % i meningsmålinger på internettet, mens de til valgene har ligget fast omkring 2 %.

KNP kalder sig selv for liberal-konservative og flere af deres mærkesager er ultraliberale, såsom ingen skatter og brugerbetaling på hospitaler. Partiet har skåret ned på den fascistiske retorik for at appellere til flere vælgere, men der er ingen tvivl om, at de stadig har samme fascistiske holdninger. Jacek Purski fortæller, at de er diskriminationsorienterede, at de kan lide at diskriminere, og han uddyber:

- De er fx imod handicappede og de har sagt, at handicappede ikke er fuldgyldige medlemmer af samfundet. Lederen Janusza Korwin-Mikkego har også sagt, at han beundrer den økonomiske politik, som Hitler gennemførte.

Modstandere begynder at røre på sig

De kommende ugers begivenheder vil på mange måder blive skelsættende og et brud kan være på vej i polsk politik. Støtten til ‘Uafhængighedsmarcherne’ har i mange år været stigende, men som følge af de seneste års voldsorgier, er mere moderate konservative holdt op med at deltage. Jacek Purski har en forhåbning om, at begivenhederne ved marchen sidste år vil få endnu flere til at blive væk i år.

- Sidste år var på en måde et gennembrud, fordi det for alvor gik op for flere konservative, at de gik hånd i hånd med deciderede fascister.

Modstanden ses også andre steder, fx har en af de store tv-stationer valgt ikke at invitere RN og KNP til valgdebatterne, ligesom flere andre medier har gjort lignende tiltag.