11. marts 2014

AFA: Solidaritet med Malmös antifascister

AFA København opfordrer alle til at tage med til Malmö på søndag for at støtte Malmös antifascister.

8. marts blev fire af vores kammerater overfaldet og stukket ned af nazister i Malmø. Showan ligger fortsat på hospitalet med alvorlige hovedlæsioner. De tre andre har knivskader i arme og brystkasse. Tre nazister fra Svenskarnas Parti er anholdt og sigtet for drabsforsøg.

Angrebet på vores kammerater i Malmø er chokerende. Vi er rystede over erkendelsen af den optrapning, det er, at vores venner bliver overfaldet og stukket med kniv på Möllan. Det, der ikke måtte ske, er sket.

Det er en eskalering fra fascisterne, der må og skal stoppes, og som minder os om, at antifascisme er en nødvendighed.

Angrebet kan ikke ses som en isoleret eller tilfældig hændelse. Vi er netop nu vidne til en voksende europæisk fascistisk bevægelse og dermed også en optrapning af den fascistiske vold. Angrebet i Malmø efter Vi tar natten tilbage-demonstrationen har ikke blot rykket den fascistiske trussel tæt på - men har også rykket grænsen for fascisternes brug af vold i Øresundsområdet.

At ”antifascisme er selvforsvar” ikke blot er ord, har denne ufattelige situation bekræftet os i. Den kommende tid bliver en tid, hvor vi må stå sammen, passe på hinanden og stille os solidarisk med vores svenske kammerater.

På søndag tager vi samlet fra København til demonstration på Möllevångstorget mod nazistisk vold. Vi mødes kl. 12:00 på Blågårds Plads og tager toget sammen.

Der er oprettet en konto til indsamling af penge til Showan og hans pårørendes udgifter i forbindelse med hans indlæggelse. Hvis du vil støtte økonomisk, kan du sætte penge ind på reg: 4280 konto: 4280619094.

Vi er vrede, vi er ulykkelige, vi er uden ord.

Showan – Kampen fortsætter!

Antifascistisk Aktion København