16. maj 2015

AFA om folkemødet: Boykot festen, eller lav en ny!

Antifascistisk Aktion har skrevet en pressemeddelelse i forbindelse med folkemødet på Bornholm. Her har Daniel Carlsen og Danskernes Parti nemlig meldt deres ankomst, og har inviteret dele af den europæiske fascistiske bevægelse, til paneldebat.

Antifascistisk Aktion har skrevet en pressemeddelelse i forbindelse med folkemødet på Bornholm. Her har Daniel Carlsen og Danskernes Parti nemlig meldt deres ankomst, og har inviteret dele af den europæiske fascistiske bevægelse til paneldebat. Udover disee kommer Trykkefrihedsselskabet, som har inviteret den hollandske højrepopulist og racist Geert Wilders med til folkemødet, for at fejre ytringsfriheden og demokratiet.

Folkemødet på Bornholm - pressemeddelelse fra Antifascistisk Aktion.

Et ikke så folkeligt folkemøde

”Ordet Folkemøde runger temmelig hult i mine ører”, udtaler Antifascistisk Aktions talsperson Sille Lindeberg. ”Normalt ville vi som organisation være temmelig uinteresserede i en fejring af Helle Thorning og hendes venner på Borgen, som Folkemødet jo er. Men nu, hvor ikke bare det nynazistiske parti ”Danskernes Parti” har meldt deres ankomst, men de oven i købet har inviteret deres forbillede ”Gyldent Daggry” med, er sagen en anden. Gyldent Daggry kan betegnes som en fascistisk gadebande, med både mord og systematiske overfald på samvittigheden. At de nu er et parlamentarisk valgt parti i Grækenland gør dem ikke legitime, blot farligere.”

Misforstået ytringsfrihed til fascistiske gadebander

”Det er en misforstået fortolkning af ytringsfriheden, når det bliver på baggrund af selvsamme, at dette vanvid ikke stoppes. Når voldelige, antidemokratiske og racistiske grupper bliver inviteret til et folkemøde, udelukkes netop store dele af folket fra mødet. Hverken muslimer eller folk med anden hudfarve end hvid, kan med en deltagelse af Gyldent Daggry, Forza Nuova, Danskernes Parti og L’Œuvre Française føle sig sikker på, ikke at blive racistisk forulempede eller i værste fald overfaldet” fastslår Sille. Hun fortsætter; ”Som lesbisk og socialist kunne jeg da aldrig drømme om at dukke op til en fejring af demokratiet sammen med mennesker, der mener jeg skulle slås ihjel, blot på baggrund af min seksualitet og politiske overbevisning. Er det virkelig det der menes med ytringsfrihed?” "Ville man også synes at det var fint, hvis Hizb ut-Tharir inviterede ISIS til en paneldebat på Folkemødet, kamufleret i "demokratiske formål"?" spørger Sille. Fascister er vel fascister lige meget, hvor de kommer fra, understeger hun.

AFA opfordrer til modstand

AFA har før deltaget i protester mod Geert Wilders. De mener at invitationen til Folkemødet, er med til at legitimere hans modbydelige haderetorik, og indskrænke en stor del af befolkningens mulighed for at deltage. ”Vi forstår ikke hvorfor fornuftige partier, organisationer og foreninger stiller op til dette pseudo-demokratiske cirkus, i stedet for at boykotte festen, eller lave en ny hvor også andre end dem, der passer ind i et fascistisk verdensbillede, kan være med” forklarer Sille. AFA mener at borgmester på Bornholm Winni Grosbøll og andre arrangører af Folkemødet har et ansvar, da de ved at godkende Danskernes Partis og ligesindedes tilstedeværelse er med til at legitimere fascisternes vold og had. AFA opfordrer lokale bornholmere og resten af Danmark til at vise deres utilfredshed; om det så er ved at arrangere en moddemonstration, en alternativ folkefest eller lignende initiativer. Det vigtigste er at nynazisterne fra Danskernes Parti og deres fascistiske venner fra Europa, ikke får lov til at stå uimodsagt og i bedste fald, slet ikke får lov til at sprede deres had til folkemødet.