27. juli 2011

AFA: Nej til indskrænkning af ytringsfriheden

Som reaktion på den offentlige diskussion siden det højreekstreme terrorangreb i Norge i fredags, har Antifascistisk Aktion her til aften udsendt denne pressemeddelelse.

AFA: Nej til indskrænkning af ytringsfriheden

Siden det forfærdelige terrorangreb i fredags i Oslo, har diskussionen i medierne handlet om hvordan man skal forhindre at den racistiske tone i den offentlige debat ansporer højreekstremister at gribe til vold, mord og terror. Et af de løsningsforslag der er gået igen har desværre været den gamle traver om forbud mod nazistiske organisationer, samt forskellige former for indskrænkning af ytringsfriheden.

Antifascistisk Aktion er modstandere af at forbyde, indskrænke eller censurere højreekstreme udtalelser og aktiviteter. Det er vi blandt andet fordi erfaringerne fra vores nabolande Tyskland og Sverige viser at forbud mod højreekstreme og nazistiske grupperinger, aktiviteter, symboler og udtalelser ikke får dem til at forsvinde, men blot får dem til vokse i det skjulte. Al historie viser, at forbud og censur radikaliserer og styrker højreekstremisterne:

* De går under jorden, bevæbner sig og bliver markant mere voldelige.

* De bliver martyrer, hvilket giver dem en større tiltrækningskraft på unge der betragter sig selv som i opposition til det etablerede samfund.

Hvis man ønsker at forhindre en radikalisering og militarisering af den højreekstreme bevægelse herhjemme, så er forbud og begrænsninger i ytringsfriheden et stort skridt i den helt forkerte retning.

Svaret på den højreekstreme trussel er derimod en øget opmærksomhed på de højreekstreme miljøer og en kollektiv, åben og kontinuerlig modstand mod nazismen og fremmedhad fra hele civilsamfundet.

Antifascistisk Aktion