28. oktober 2012

Æg og slagord mod Wilders-fans

Lørdag besøgte den hollandske racist Geert Wilders Malmø. Cirka 300 antifascister var mødt op for at stå i vejen for deltagerne i foredraget.

Geert Wilders var lørdag det store trækplaster for omkring 100 racister i Malmø. Her holdt han foredrag, arrangeret af det antimuslimske Tryckfrihetssällskapet. Blandt tilhørerne blev Wilders modtaget som en helt, men på gaden udenfor var cirka 300 antifascister mødt op. Heraf lidt over 50 københavnske antifascister, som var taget over Øresund for at forhindre foredraget i at blive en succes.

Arrangørerne af demonstrationen, Skåne mot Rasism, havde vedtaget et konfrontativt, ikke-voldeligt kodeks. Planen var at stille sig i vejen for mødedeltagerne og gøre adgang til mødet så besværligt som muligt, uden at gøre fysisk skade på nogen.

Et stort opbud af svensk politi og et massivt indhegnet område omkring bygningen hvor foredraget skulle afholdes mødte demonstranterne, da de ankom omkring en time før dørene åbnede. Her blev der markeret med bannere og slagråb. Som tiden skred frem mod foredragets start, begyndte mødedeltagerne at møde frem ved bygningen. Her blev de mødt at en mur af demonstranter, med antiracistiske slagråb, løftede langfingre, flyvende æg og velmoden frugt. Et medlem af Sverigedemokraterne skrev efterfølgende på nettet, at det var det mest ubehagelige møde han nogensinde har deltaget i.